Britt Carlsen
Nu opruster den danske dressurverden. Sidste års store internationale danske resultater på Europas dressurbaner leveret af både seniorer, unge ryttere og ponyryttere skal nu omsættes til en øget indsats for dressursporten herhjemme. En god håndfuld dressurentusiaster, anført af HKH Prinsesse Benedikte, har sat sig for at samle midler til at støtte dressursporten. Det er vigtigt for initiativgruppen, at deres støtte sker i fuld forståelse og samarbejde med Dansk Ride Forbund. Støtten er tiltænkt som et supplement til den støtte dressursporten får fra forbundet, med den vision, at dressursporten dermed gives endnu større mulighed for udvikling og vækst. Gruppen sprudler af gode idéer til udvikling af de hjemlige talenter, så der på sigt kan skabes en større bredde i toppen af dansk dressursport. Deres ambitioner standser ikke der, de håber på, at deres indsats også vil give omverdenen en klarere forståelse for dressursporten og dens finesser. Den nye forening "Dressurens Venner" holder generalforsamling i Herskabsstalden på Vilhelmsborg fredag den 9. febraur kl. 17.00. Man kan læse mere om foreningen og dens formål i Ridehestens februar udgave.