Vigtige ECCO Cup-point på højkant i Solrød

01-10-2026 12:19

Der er lagt op til en spændende weekend i Solrød, hvor årets sidste ECCO Cup-kvalifikation for ponyer skal rides. Med dobbelt point på spil kan den samlede stilling nå at ændre sig markant, inden årets finalister skal findes

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend rides der om vigtige point ved sidste kvalifikation af ECCO Cup for ponyryttere hos Solrød Rideklub. Her ses Agnes Ørnskov Beier og Timms My Fritz, som vandt sidste års finale. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke mere end en lille uge siden, at Solrød Rideklub åbnede dørene for årets sidste Bundgaard Byg Cup-kvalifikation, og nu er de igen klar til at tage imod nogle af landets dygtige ryttere – denne gang ponyrytterne. Denne weekend gælder det den sidste kvalifikation i ECCO Cup for ponyer, hvor der er ekstra meget på spil, inden finalefelterne skal findes.

ECCO Cup har til formål at understøtte udviklingen af den danske ungdomselite i dressursporten og give rytterne mulighed for at dygtiggøre sig frem mod international konkurrence. Cup'en følger de unge dressurryttere fra kategori II-ponyerne og videre gennem de forskellige ungdomsniveauer helt til U25 Grand Prix.

For ponyerne består årets ECCO Cup af tre kvalifikationsstævner og en finale. Efter de tre kvalifikationer går de 15 ekvipager fra kategori I-rytterne og 10 ekvipager fra kategori II-rytterne med flest point videre til finalen.

Dobbelt point på spil
Weekenden i Solrød bliver særligt interessant for de ryttere, der stadig kæmper for at samle nok point til en finaleplads. Ved den tredje og sidste kvalifikation er der nemlig dobbelt point på spil, hvilket kan ændre meget i den samlede stilling.

Hos kategori II-rytterne har sidste års finalevinder, Agnes Ørnskov Beier og Timms My Fritz e. Grenzhoehes My Fireball/ Orchard D'Avranches, lagt sig i spidsen efter de to første kvalifikationer. Ekvipagen har vundet både kvalifikationen hos Sundeved Rideklub og hos Kolding Rideklub og står dermed med 200 point.

Agnes Ørnskov Beier og Timms My Fritz er ikke til start i Solrød, men deres stærke resultater fra de to første kvalifikationer betyder, at ekvipagen står særdeles godt i kampen om en plads i finalen.

På andenpladsen i den samlede stilling ligger Hannah Nørup Schmidt og Spirit-Kick e. Clausholm Donatello/ Attention med 160 point. De har ved begge de første kvalifikationer redet sig ind på andenpladsen, og i Solrød får de mulighed for at hente yderligere point, når der nu er dobbelt point på spil. Desuden vandt ekvipagen tidligere på sommeren en sølvmedalje ved Agria DRF-mesterskaberne i dressur for ponyryttere, så de kommer altså til kvalifikationen med selvtillid i ryggen. 

Copyright Ridehesten.com
Hannah Nørup Schmidt og Spirit-Kick. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hos kategori I-rytterne er det ligeledes Agnes Ørnskov Beier, der ligger øverst – denne gang med DSP Der Kleine Champion e. Diamond Touch/ Londontime. Ekvipagen har 180 point efter en andenplads i Sundeved og en sejr i Kolding. Agnes Ørnskov Beier og DSP Der Kleine Champion er ikke på startlisten i Solrød, men med de 180 point fra de to første kvalifikationer står også denne ekvipage stærkt i kampen om en finaleplads.

Efter Agnes ligger Filippa Jæger Jensen og Sir Sansibar e. Jonker's Socrates/ High Flow's Oxford med 100 point. Ekvipagen vandt den første kvalifikation i Sundeved og ville dermed komme ind til den sidste kvalifikation med et godt udgangspunkt. Filippa Jæger Jensen og Sir Sansibar, som tidligere på sommeren vandt EM-guld, er dog heller ikke til start i Solrød, og dermed bliver det ikke en finaleplads til dem, da reglerne for deltagelse i finalen er således, at man skal have gennemført andendagens finale ved mindste to af de tre kvalifikationsstævner, og det har Filippa og Sir Sansibar ikke.

Dermed bliver den sidste kvalifikation særligt interessant for de ekvipager, som ligger længere nede i stillingen og har mulighed for at hente mange point i weekendens to klasser.

Copyright Ridehesten.com
Agnes Ørnskov Beier og DSP Der Kleine Champion. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Finalepladserne skal fordeles
ECCO Cup-kvalifikationen rides over to dage. Lørdag står den indledende PRT på programmet, mens de bedste ekvipager fortsætter i søndagens finaler, som rides i kür. Pointene gives ud fra det samlede resultat af de to klasser, og ved weekendens sidste kvalifikation er pointene altså fordoblet.

For at kunne kvalificere sig til finalen skal rytterne desuden have gennemført andendagens finale ved mindst to af de tre kvalifikationsstævner. De 15 bedste ekvipager i kategori I og 10 bedste i kategori II efter de tre kvalifikationer går videre til finalen.

Stævnet i Solrød indledes fredag med PRI for kategori I- og II-ryttere i lilletur samt PRT for både kategori I og II. Lørdag gælder det første del af ECCO Cup-kvalifikationen, inden søndag byder på ECCO Cup k¨ür og finale i PRT lilletur.

Efter weekendens sidste point er fordelt, er det dermed også klart, hvilke ponyekvipager der skal mødes i årets ECCO Cup-finale.

Stævnets start- og resultatlister. 

Copyright Ridehesten.com
Filippa Jæger Jensen og Sir Sansibar blev europamestre tidligere på sommeren. Foto: FEI/ Libby Law Photography
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner