Ti 10-taller til Laudrup-Dufour!

21-02-2025 15:45

Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle var aldeles overlegne i World Cup Grand Prixen i Göteborg i dag og vandt med 83,369%

Copyright Ridehesten.com
Kennet Damgaard og UNO Day Sun.Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

FEI Dressage World Cup™ Grand Prix ved Gothenburg Horse Show bød i dag i Scandinavian Arena på et startfelt med 17 ekvipager, hvoraf Danmark, Sverige og Belgien hver især var repræsenteret af tre.

36-årige Kenneth Damgaard præsenterede den 12-årige guldmedaljehoppe UNO Day Sun e. UNO Don Diego/Blue Hors Rosoff (opdr. Stutteri UNO) særdels sympatisk, men det blev svært i dag med piafferne, ligesom spændinger hos hoppen resulterede i fejl i bl.a. etterchangementerne. Ekvipagen sluttede således med 64,630% og formentlig uden chance for at gå videre til morgendagens Grand Prix Kür.

For 31-årige Nanna Skodborg Merrald og 12-årige Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack/ De Niro indløb der også en del fejl i dag, men samtidig leverede ekvipagen så utrolig meget kvalitet og så mange øvelser til 9, at de landede på et hæderligt resultat med 70,783% og en syvendeplads, hvilket får dem sikkert videre til Grand Prix Kür lørdag eftermiddag.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ny personlig rekord
Klassens andensidste ekvipage var inden ringere end verdensranglistens nr. 2, 33-årige Cathrine Laudrup-Dufour og 16-årige Mount St John Freestyle  e. Fidermark/ Donnerhall, der var med til at vinde dansk holdsølv ved OL i Paris, hvor parret opnåede bedste individuelle resultat i Grand Prix Special.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag kunne Cathrine ride Freestyle helt uden pres med ro, harmoni og afspændthed og bare med et sikkert ridt som mål. 9-tallerne strøg ind på kontoen, og så kom der 10-taller for passage, piaffe og galoppirouetter, hvoraf de to sidstnævnte som bekendt tæller dobbelt.

Ikke kun distancerede Cathrine og Freestyle nærmeste konkurrent med over 10%; de slog også deres eget hidtil bedste resultat i international Grand Prix (81,826% ved CDI-W Herning i 2024) med en score på 83,369% - ny personlig rekord. Det er i øvrigt også en højere score, end Freestyle har opnået med sin tidligere rytter.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour-Mount St John Freestyle. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I et åbent interview under præmieoverrækkelsen fortalte Cathrine, at Freestyles kvalitet overgår enhver anden hest, hun tidligere har redet, og at hun har svært ved at forestille sig, at hun i sit liv skulle være så heldig nogensinde at få en hest, der er lige så god den 16-årige hoppe, som hun ejer sammen med familien Zinglersen og engelske Emma Blundell fra Mount St John.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour-Mount St John Freestyle. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner