Starttiderne til World Cup GP er klar

17-10-2025 06:27

Dressurrytterne og deres heste er for alvor klar til at gøre deres indtog i Herning, og startlisterne til den første World Cup-klasse, FEI Dressage World Cup Grand Prix, er klar. Se starttiderne for de danske ekvipager herunder

Copyright Ridehesten.com
I dag gælder det FEI Dressage World Cup Grand Prix i Jyske Bank Boxen. Herunder kan du se danskernes starttider. Her ses Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf fra gårsdagens træning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

MCH Messecenter Herning er klar til tredje dag af World Cup-stævnet, men i dag spidser konkurrencerne altså til. Mens det imidlertid kun har været springrytterne, der har været i ilden i Pavo Hal M og Jyske Bank Boxen, bliver springbanen i dag byttet ud med det hvide dressurhegn, for FEI Dressage World Cup Grand Prix skal nemlig afvikles. 

I går, torsdag eftermiddag, fik rytterne, der skal deltage i FEI Dressage World Cup og Lövsta Future Challenge mulighed for at træne inde i Jyske Bank Boxen inden deres første start senere i dag. Alle de danske heste så særdeles tilpasse ud, og sammen med deres meget dygtige ryttere i sadlen, viste de flot form. Træningen blev brugt til at vænne hestene til de imponerende omgivelser. Ved at give hestene en chance for at opleve banen inden første start, giver det dem de bedste forudsætninger for at præstere under konkurrence. 

Når første rytter i dag rider på banen i World Cup Grand Prix'en klokken 14.00, bliver det samtidig startskuddet til åbningen af den vesteuropæiske World Cup-liga, hvor World Cup Herning igen er det stævne, der skyder sæsonen i gang med bravour. Efter flere spændende destinationer kulminerer det hele med en finale i Texas, som afvikles i april 2026. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle rider på banen som sidste danske ekvipage. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Fakta
De danske rytteres starttider
  • Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera - starttid kl. 14.09
  • Rikke Dupont og Grand Galiano - starttid kl. 14.54
  • Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf - starttid kl. 16.13
  • Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle - starttid kl. 16.22
Fold up

Første danske rytter i konkurrence er OL-rytter Carina Cassøe Krüth og DV-hoppen Heilines Danciera e. Fuerstenball Old/ de Niro 6 (opdr. Stald Heiline), der vender tilbage til Herning og den internationale scene efter et par turbulente år. Parret er klar til at give deres allerbedste i dagens Grand Prix i Boxen, hvor de rider på banen med starttid klokken 14.09

Efter Carina Cassøe Krüth er det tid til EM-holdbronzevinder Rikke Dupont med DV-vallakken Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave), der kommer på banen som start nummer syv. Parret har virkelig vist flot form de seneste par sæsoner, og nu er de igen klar til at indtage Boxen med et ekstraordinært dansk publikum. Rikke og Grand Galiano har starttid klokken 14.54

Copyright Ridehesten.com
Rikke Dupont og Grand Galiano er i topform og klar til at indtage Boxen senere på dagen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Som fjerde sidste rytter i klassen er det Nadja Aaboe Sloth, der sammen med DV-vallakken Favour Gersdorf e. Foundation 2/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) var med på det bronzevindende hold ved EM. I dag rider de på banen klokken 16.13 som start nummer 12, hvor de skal bydes varmt velkommen af det ekstatiske danske publikum. 

Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall 11 vandt World Cup i Boxen sidste år, og det fik næsten taget til at lette fra arenaen. Stemningen var helt i top, og det bliver den med garanti også i år, hvor der er oplevet et rekordstort billetsalg. Cathrine og Free kommer til Herning efter et forrygende EM, og ved gårsdagens træning så Free særdeles afspændt og tilpas ud. Det skal derfor blive spændende at følge dem, når de rider på banen senere i dag klokken 16.22 i Jyske Bank Boxen som sidste danske ekvipage. 

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera er første danske ekvipage på banen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Følg klassen her. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen