Anna Pørtner
Dagene bliver mørkere og koldere, men på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg, sænkede julehyggen sig for alvor i går, hvor de første ekvipager red på banen ved Christmas Show Warm Up for hest. For 20. gang blev de traditionsrige og velbesøgte julestævner altså skudt i gang med stor succes.
Over 300 starter var på banen i går, hvor dagen startede ud med LB1* for hest. Her var velforberedte og dygtige ekvipager på banen i kampen om de flotte julerosetter og de 20-års jubilæumstæpper. Som sædvanligt er opvisningshallen og omgivelserne julepyntet til den helt store julemedalje, og når man træder ind i hallen, kan man for alvor fornemme spændingen og julehyggen.
Over de næste fire dage skal flere hundrede ekvipager på banen i klasser fra LB1* - MB2**, ligesom der skal findes finalevindere i hele tre ture - messingtur, bronzetur og den meget populære sølvtur, som også er kvalifikationen til Krafft Tour of Amateurs, hvor de 25 bedst placerede ekvipager kvalificerer sig til finalen under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning.
I går - og ligeledes i dag - er det åbne klasser, mens første kvalifikation til de tre ture løber af stablen fra i morgen, torsdag. I går blev årets første juledag hos Vilhelmsborg afsluttet på bedste vis med dagens to højeste klasser - en LA2** 120 cm og en MB1* 125 cm.
I begge klasserne var der kamp om placeringerne og det flotte juledækken. I LA2** lå rytterne hele tiden og kæmpede om førerpositionen, og det var altså også de helt små marginaler, der endte med at afgøre placeringerne. 48 ekvipager var til start i klassen, hvilket gav 12 placeringer i alt, men bedst af alle blev altså Silje Dalgaard og den 10-årige DV-vallak Caiton Ravnes-Have DWB e. Cantolar/ Favorit Ask (opdr. Kirsten og Kjeld Christensen), der red på banen som start nummer 37 og lagde sig i spidsen af klassen med en lynhurtig omspringning i tiden 27,38 sekunder.
Dermed skubbede hun Yasmin Ålykke Rasmussen og den 9-årige hoppe Fair Petit e. Balou/ Rockland ned på en andenplads, der ellers havde lagt i spidsen af klassen siden hun red på banen som start nr. 10 med en tid på 27,89 sekunder. Det var altså de helt små marginaler, der afgjorde de to første placeringer, mens tredjepladsen gik til Mia Maj Kruuse Larsen i sadlen på DV-vallakken Lipas Diamond e. De Noir/ Come Back II (opdr. Paul Permin Jacobsen), som kom i mål i tiden 28,98 sekunder.
Aftenen sluttede af i flot stil med den 125 cm høje MB1*, hvor 34 ekvipager var til start. Klassen var en metode A, så det gjaldt altså om både at være fejlfri men også hurtig hele vejen rundt. Den ekvipage, der klarede det bedst, var Isabell Victoria Frost Jensen i sadlen på den 8-årige vallak Cabario Blue PS e. Caballero 80/ Chacco-Blue, som kom fejlfrit i mål i tiden 55,70 sekunder - en tid ingen af de andre ekvipager kunne nå.
Yasmin Ålykke Rasmussen og Fair Petit gjorde dog et ihærdigt forsøg igen, og var den, der kom tættest på vinderekvipagen. I tiden 56,32 sekunder tog de nemlig endnu en andenplads, og skød dermed stævnet i gang på bedste vis. Tredje bedst blev Emma Wallander og Keen Lady-E e. Chaman/ Verdi, der kom i mål i tiden 56,81 sekunder.
I dag rides der som skrevet åbne klasser igen, hvor der fra morgenstunden er blevet afviklet LB1*. Resten af dagen står på endnu mere julehygge og springning, hvor aftenen endnu en gang sluttes af med en MB1*, hvor hele 49 ekvipager er til start.
Der er gratis adgang for publikum, men hvis du ikke har mulighed for at besøge de fantastiske julestævner, streamer ClipMyHorse fra stævnerne.