Kristine Ulsø Olsen
De tyske ryttere var simpelthen for stærke i år, og det blev ikke en gentagelse af sidste års historiske sejr i Aachen. Smilene var stadig store, og humøret var højt, da de fire danske ryttere, Lone Bang Zindorff, Carina Cassøe Krüth, Andreas Helgstrand og Nanna Skodborg Merrald kunne lykønske hinanden med en flot andenplads.
I torsdagens indledende klasse var der trukket lod om startrækkefølgen blandt nationerne, mens ekvipagerne i dag var seedet og inddelt i grupper efter de individuelle resultater i Grand Prixen. Det betød, at Lone red i anden gruppe, Carina i tredje og Andreas samt Nanna i fjerde.
Første danske ekvipage var derfor Lone Bang Zindorff og Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/ Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen). Parret fik en super start, hvor den 13-årige hoppe virkelig fik vist kvalitet øvelserne og procent lå derfor på over 73%. Desværre satte skete der en misforståelse i traversen til højre, hvor Rostov satte i galop og det kostede dyrt. Lone fik redet sig godt op i galoppen med flotte changementserier, men en dyr fejl i etterchangementerne op ad midterlinjen hvor Rostov faldt i trav, gjorde at de i dag sluttede på 68,93%.
Som sidste rytter inden den sidste pause i klassen, blev det tid til at nyde synet af Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline). Den 11-årige DV-hoppe dansede letfodet gennem hele travprogrammet med en tydelig forbedring af piaff-turen, og det gjorde, at de lå på over 77% efter første del af travprogrammet. Desværre blev danse lidt spændt i den samlede skridt, da hun gerne ville i gang med at piaffere, og det kostede værdifulde points. I galopprogrammet var Danse igen i sit es, hvor hun og Carina leverede flotte changementserier. 75,74%
Det er altid en oplevelse, når imponerende Jovian e. Apache/ Tango indtager banen. Med Andreas Helgstrand i sadlen havde den 9-årige hingst en fremragende start på programmet, der indebærer det, som Jovian er absolut bedst til: fri trav og traverser. Andreas gjorde, hvad han kunne få at få det optimale ud af piaff-turen, som stadig er det svageste punkt, og det lykkedes til dels. Generelt var det en super tur, og Andreas var helt forståeligt også glad, da han hilste af og på storskærmen kunne se, at det blev til 75,40%
Dagens vejr i Aachen har været en blandet fornøjelse og få minutter inden, at det var Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II tur til at ride, stormede det næsten. Men lige da Nanna og Zepter red op ad midterlinjen, brød solen for første gang igennem i dag. Det lyser så langt ud af Zepter, hvor glad han er for Nanna, og hvordan han virkelig vil gøre alt for hende. Det var netop det, han gjorde i dag, hvor han ikke satte en hov forkert. Generelt var det en bedre tur end i torsdagens Grand Prix, for Nanna formåede at give et gear ekstra sådan, at Zepter havde en smule mere energi og derfor også var mere aktiv i piaff. Snor lige serier i galoppen efterfulgt af dagens bedste galoppirouetter. Det gav kuldegysninger hos publikum, og da Nanna på vej ud fra banen og kunne se, at hun havde fået 80,34%, gik det op for hende, hvor vildt det faktisk var.
Med kun to ryttere tilbage efter Nanna var det tid for tyske Jessica von Bredow-Werndl og 16-årige TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk. De havde som altid et flot travprogram efterfulgt af en skidttur, som igen var bedre, end den har været de sidste par gange. I den første piaff foran C gik Dalera lidt i stå, men så rutineret som Jessica er, sad hun blot og ventede på, at hoppen genfandt melodien. Det blev dog til en stor fejl for ekvipagen, da Dalera i etterchangementerne op ad midten mistede et trin og ikke reagerede, da Jessica ville havde hende til at fortsætte med at changere. Op ad den sidste midterlinje væltede pointene ind, og ekvipagen sluttede på 81,02%.
Storbritannien har to fremragende "Charlotter" i verdenseliten. Charlotte Dujardin, der er kommet stærkt tilbage efter barsel, leverede med Imhotep e. Everdale/ Vivaldi en supertur uden fejl og med et særdeles stærkt galopprogram, og generelt høj kvalitet hele vejen igennem. Dujardin red ind imellem med sænket håndstilling for at undgå, at Imhotep kommer for højt op med nakken. Charlotte Fry red på Imhoteps far, Everdale e. Lord Leatherdale/ Negro, der også var hendes OL-partner. Igen et meget stærkt ridt og ligeledes her en udfordring med, at hesten har tendens til at blive udpræget høj i nakken og med næseryggen bag lod.
Alt i alt betyder det, at Tyskland overlegen vandt dette års Nations Cup i Aachen, mens Danmark blev nummer to og England nummer tre. Individuelt blev Nanna som bekendt nummer tre, mens Carina blev nummer otte og Andreas nummer ni – det betyder også, at de alle tre er klar til küren i morgen.
Skuffelsen var stor hos Sönke Rothenberger i torsdags, da han fik presset DV-hesten Fendi e. Franklin/ Diamond (opdr. Danish Derby Horseshows Aps) for meget, hvilket resulterede i flere dyre fejl og en skuffende procent samt placering. I dag var det tydeligt, at Rothenberger havde lagt en hel anden plan, så Fendi var ikke nær så presset og gik derfor i et meget bedre flow. Det gik lidt udover piaff-delen, som blev lidt for fremadgående, men helt klart et klogere valg end at risikere samme fejl som forleden. Den 9-årige vallak har så meget power i galoppen, og det gør også, at seriechangementerne er flotte gennemsprungne, men de bliver samtidig lidt for svingende til at kunne hive de helt høje karakterer hjem. Glæden og lettelsen var stor hos Sönke, da han hilste a,f og de opnåede i dag 74,83%.