Tæt kamp om ungrytteres EM-medaljer

12-07-2013 08:00

På Europamesterskabets anden dag kom det danske ungrytterhold meget tæt på en holdmedalje og sluttede flot og hæderligt som nr. 5

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy.

Det danske ungrytterlandshold bestående af Cathrine Dufour, Anna Zibrandtsen, Mille Larsen Warncke og Pernille Teidor Olesen blev torsdag aften nr. 5 ved EM i Compiegne, medaljerne blev fordelt med guld til Holland, sølv til Tyskland bronze til Belgien fik bronze. Sverige blev nr. 4 lige foran Danmark, men både Sverige og Danmark lå meget tæt på bronzemedaljen.

Cathrine Dufour blev placeret som nr. 7 i den individuelle stilling, mens Anna Zibrandtsen blev nr. 13, Mille Larsen Warncke nr. 18 og Pernille Teidor Olesen nr. 29. Der er mange små detaljer, der spiller ind, og det kunne nok have hjulpet det danske hold, hvis Mille Larsen Warncke onsdag var blevet bedre betalt for et fejlfrit ridt, og hvis ikke Pernille Teidor Olesen havde fået den tvivlsomme ære at indtage banen som mesterskabets første ekvipage. At der ingen dansk dommer er, har heller ikke hjulpet, men alt i alt er der glæde og optimisme i den danske lejr.

Torsdag lagde Anna Zibrandtsen og Detroit ud som første ekvipage og leverede en lidt forsigtig, men sikker og fejlfri tur, som dommerne bedømte til 69,237 %. Der var store forventninger til den regerende europamester Cathrine Dufour, men den første dag inde på banen var lidt for spændende for Atterupgaards Cassidy, der blev rigeligt tændt, og det kostede tre dyre fejl og resulterede i  71,053 % for en ekvipage, der godt kunne have ligget over de 75%.

Der rides også om de individuelle medaljer over to dage – fredag og lørdag – mens kür-medaljerne afgøres søndag. I dag fredag skal to danske ryttere ride: Ungrytter Pernille Teidor Olesen har starttid kl. 12.12 og juniorrytter Amanda Overgaard starter kl. 15.54.

Følg stævnets resultater HER

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen