Georgia Timmermann
– Jeg er ikke en, der græder offentligt - heller ikke nu, hvor jeg har brystkræft, fortæller Karina Thamdrup, da Ridehesten møder hende til et springstævne på Sjælland. – Men nogle gange, når jeg rider ud alene, får tårerne frit løb. Med hesten føler jeg mig fri. Karina red konkurrencer i military, inden hun blev syg, og er stærkt besluttet på at ville tilbage dertil, når hun er rask igen. – Jeg får faktisk lidt dårlig samvittighed, når jeg stortuder på min hest. Det er jo synd for ham. Men han får mig både til at åbne mig og til at finde styrken igen.
Hesten fornemmer sygdommen
Karinas hest er en "bulderbasse", som hun kalder ham. Alligevel mærker han, når noget er anderledes. Efter min første operation snusede han på en helt anden måde til mig. Han blev forsigtig. Han ved, at der er noget galt.
Sygdommen fylder meget - både fysisk og mentalt. Karina har skiftet alle sine produkter ud med parfumefrie alternativer. Hendes negle falder af, huden er tør, og hun døjer med væskeophobninger og balanceproblemer. – Jeg har omkring 18 hedeture om dagen, og intet hår til at fange sveden. Jeg elsker mine iskolde bade - det hjælper. Jeg ved aldrig, hvilken dag jeg vågner op til. Om kroppen bare er træt, eller helt færdig, fortæller hun.
Hun valgte kemo fremfor at få fjernet brystet, blandt andet for at komme hurtigere tilbage til ridningen. Hun frygtede at sidde skævt på hesten og at skulle vente endnu længere tid på at komme tilbage til ridningen, hvis hun også skulle have rekonstrueret brystet.
Karina deler alt om sin sygdom på de sociale medier
To dage efter diagnosen delte Karina sin historie på de sociale medier. Det var en nem måde at forklare alle på , hvorfor hun var skaldet. I dag - otte måneder senere - deler hun stadig hendes liv med sygdommen. Det hjælper hende at dele, og hun håber, at det kan hjælpe andre med sygdommen.
Hesten heler - både krop og sind
– Heste gør noget ved dig - ikke bare mentalt, men også fysisk. Det er fantastisk, hvordan du glemmer smerterne, når du rider. Væsken i benene forsvinder lidt, leddene bliver mindre stive, fortæller hun.
Hun foreslog sin læge, at ridning burde være et tilbud til andre kræftpatienter. Patienterne får trænet balance og koordination, uden at de tænker over det.
Et stærkt bånd til både hest og mor
Sygdommen har bragt Karina og hendes mor tættere sammen.
- Min mor har aldrig rigtig interesseret sig for hestesporten. Men nu vil hun med i stalden. Hun har mærket, hvor vigtigt det er for mig – og hun har fået et helt særligt forhold til min hest. Mor og datter longerer og arbejder sammen i stalden om pasningen af hesten. -Min mor blev helt høj, da hun lykkedes med at få kontakt til ham. Hun kunne mærke det, jeg mærker, fortæller Karina.
Min mand er min klippe
– Han sørger altid for, at der er mad til mig og laver aftensmad hver dag. Han har styr på økonomien og tager med mig på sygehuset. Han står ved min side - altid, fortæller hun.
Når trætheden overmander hende i stalden, hviler hun på en høballe. Det vigtige er bare at stå op og komme afsted. Karina rider næsten hver dag, men med mange pauser - både i stalden og til hest. Hun får stadig undervisning, selvom lægerne fraråder ridning, fordi hun ikke må falde af.
Jeg undgår at tænke på døden
Selvom frygten for tilbagefald lurer, forsøger Karina at fokusere på det positive.
– Min hest giver mig viljen til at stå op, og min mor hjælper mig med at komme af sted, når jeg ikke selv kan køre. Mine veninder hjælper mig til undervisning ved at køre trailer og bil.
– Uden hesten og ridningen, ville jeg miste al energi, fortæller hun.
Drømmen om fremtiden
Når man spørger Karina, hvor hun ser sig selv om fem år, tænker hun længe over spørgsmålet. – Så har vi købt et hus og har det godt. Jeg ser mig selv som en stærk kvinde. En kvinde, der føler, at uanset hvad livet kaster min vej, så skal jeg nok klare det.
Karina håber også, at hun til den tid har knækket koden til sin hest: – At vi sammen kan dyrke sporten og få det makkerskab, jeg drømmer om - og at jeg kan beholde ham helt til det sidste, afslutter hun.
