Thomas Bach Jensen
Stefanie Löhmanns avlsarbejde ligger bag to kårede hingste i Dansk Varmblod, nemlig Bernstein SL DVH 1518 e. Bonds/ Quaterback og Bueno SL DVH 1459 e. Bonds/ Foundation. Bernstein SL var ejet af Helgstrand Dressage og blev solgt til USA som helt ung og fik derefter fornavnet Lordswood. Han er far til fem registrerede afkom i Hestedata. Bueno SL tilhører Kristin Andresen, og han er i dag far til 51 afkom registreret i Hestedata. Hun har også avlet den kendte hingst Destello SL e. Dimaggio/ Fürst Fugger, der går S-dressur.
Stefanie Löhmann var en kendt profil og en del af det store netværk af dressurhesteavlere på Facebook. Hun var god til at skille sig ud og gøre opmærksom på sit opdræt. Eksempelvis fik hun altid sine unge føl fotograferet foran stutteriets smedejernslåge og med det tyske flag placeret over ryggen og bagparten, hvilket altid gav opsigtsvækkende billeder.
Hun havde tydeligvis en lidenskab for hopper med en stor og imponerende travbevægelse, og det kendetegnede også mange af hendes opdræt. Når de skulle videofilmes til markedsføring, skete det oftest, når banen var våd, og føllet/hesten fik ekstra løft og volumen i bevægelsen.
Som så mange andre avlere havde Stefanie favorithingste, og selvom hun igennem sin avlerkarriere har brugt mange forskellige og oftest eftertragtede hingste, så syntes hendes favorit at være Benicio-sønnen Bonds – i hvert fald har hun lavet utrolig mange afkom efter ham. Stefanie nåede trods sin sygdom også at falde for V-Power og avle lovende afkom efter ham.
Også Stefanies sygdom, den ondartede hjernekræft glioblastom, var hun åben omkring, og således fik den også sin plads i hendes avlernetværk på Facebook. Alle vidste, at hun havde en kræftsygdom, som hun ikke kunne overleve. Hun delte sin ukuelige kamp med sine følgere og delte billeder af de store øjeblikke, hvor hun var hjemme hos hestene og sin familie.
Øvrige hingste, som Stefanie var meget begejstret for, var hingstene Totilas og Vitalis, og hun havde som terminalt syg med hjernekræft givet udtryk for et brændende ønske om at sidde på hesteryg igen og allerhelst på Vitalis. Den drøm gik i opfyldelse halvandet år før hendes død i oktober 2024, da danske Lone Bøegh Henriksen inviterede hende på en ridetur hos Paul Schockemöhle. Det kom der nyheden Kræftsyg avler fik sidste ønske opfyldt ud af.
Tirsdag den 12. maj sov Stefanie ind i en alder af 56 år. Æret være hendes minde.