Bernstein vandt bronze ved de Panamerikanske Lege

20-08-2007 17:12

Thomas Bach Jensen

Den danskkårede avlshingst Bernstein e. Banditentraum har fundet sig godt til rette under sin dominikanske rytter, Yvonne Losos de Muñiz, tidligere bronzemedallist ved de panamerikanske lege i 2003 med hoppen Inatana. I år afholdtes de panamerikanske lege i Rio de Janeiro, Brasilien, og det skulle lykkedes Losos de Muñiz at forsvare sin bronzemedalje, idet hun med den 11-årige hannoveranerhingst Bernstein fastholdt sin tredjeplads efter kürfinalen, hvor ekvipagen scorede 69,70%. De to første placeringer gik til de amerikanske ryttere Christoper Hickey og Lauren Sammis. Yvonne og hendes mand, Eduardo Muñiz, købte i 2004 Bernstein i Danmark af de tidligere ejere, Olesen og Thomsen, der havde importeret hingsten som 2-årig fra hannoveranerkåringen i Verden. Bernstein blev 4-års fløjhingst ved hingstekåringen i Herning i 2000 med karakteren 10 for både type og helhed. I Dansk Varmblod er Bernstein registreret med 400 afkom. Yvonne Losos de Muñiz fortæller efter mesterskabet : ”Det har været en fantastisk finale, for vi lå utroligt tæt før kür-ridtet og alle måtte præstere deres ypperste. Personligt har det været en stor sejr for mig at vinde bronze på to forskellige heste ved to efterfølgende panamerikanske lege.” ”Bernstein overgik mine forventninger i de første to klasser og til gengæld kunne jeg mærke, at han var lidt træt i finalen, hvor han var lidt bagefter mine hjælpere. Han er en meget spændende hest med en lovende fremtid og jeg glæder mig utroligt meget til at debutere ham i Grand Prix.” Yvonne Losos de Muñiz har de seneste tre år trænet intensivt hos den belgiske berider Jean Bemelmans, bosat i Tyskland og landstræner for det spanske dressurhold. Med avlshingsten Bernstein har hun tidligere haft succes ved Sunshine Tour i Spanien. Hjemme på farmen Las Marismas i Den Dominikanske Republik rider Yvonne ligeledes sin dejlige 7-årige Dansk Varmblods vallak, Dondolo e. Blue Hors Don Schufro, som hun har store forventninger til. Dondolo, der er opdrættet af Stutteri Blue Hors, har med succes startet international Intermediaire og er snart klar til Grand Prix. Endnu en talentfuld dansk hest i stalden hos Yvonne og Eduardo er den 8-årige Goliath e. Flyinge Amiral opdrættet af Jacalyn Sørensen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner