Thomas Bach Jensen
Blandt de 30 ekvipager i semifinalen for 6-års i dressurchampionatet Folksam Open ved Falsterbo Horse Show blev de fire danske ekvipager placeret i bedste halvdel, men kun Michala Damm-Frydenberg og vallakken Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen) er videre til finalen efter et ridt til 68,905% og en ottendeplads. Zippo M.I. er ud af samme hoppestamme som bl.a. OL-hesten Chablis.
Med en finaleplads udenfor rækkevidde blev Sanne Henningsen og vallakken Atterupgaards Berlucchi e. Belissimo M/ Caprimond (opdr. Atterupgaard) nr. 12 med 68,000% foran Tanja Rusovic og sølvmedaljehoppen Vestermarkens Tequila e. Tailormade Temptation/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Kirsten Buus) på 13. pladsen med 67,190% efterfulgt på 14. pladsen af Lone Madsen og Heslegård's Ragnhild e. Heslegård's Rubin/ Heslegård's Louis (opdr. Stutteri Heslegaard) med 66,810%. Atterupgaards Berlucchis mor er helsøster til OL-hesten Atterupgaards Cassidy, mens Heslegård's Ragnhild er en helsøster til OL-hesten Heslegård's Rolex, som Lone Madsen også har uddannet og solgt til mexicanske Bernadette Pujals.
Semifinalen blev i dag vundet af den DV-kårede og delvist danskejede hingst Total Hope e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, der ejes af danske HP Horses og tyske Paul Schockemöhle. Total Hopes mor er den internationale superstar Weihegold, der ikke blot er OL-deltager men også regerende europamester.
Den danske elitehingst Blue Hors Don Schufro kommer til at sætte sit præg på finalen som morfar til fire af de ti kvalificerede heste. Don Schufro er "blodidentisk" med Donnerhall-sønnen Don Primero, der er trukket på en helsøster til Don Schufros mor, og Don Primero er netop også morfar til en af de ti finalister.
Se resultatet af semifinalen HER.