Nina Marie Villadsen
Denne weekend stod i de unge, danske dressurrytteres tegn i Ringsted Sports Rideklub, som dannede rammerne om DM for junior- og ungryttere. Fredag og lørdag blev første og anden afdeling afviklet, mens det i dag stor på kür. Vejret holdt på nær en enkelt byge tørt og solen tittede frem flere gange. Særligt skinnede solen på Cathrine Dufour, som med den dejlige Atterupgaards Cassidy dansede sig gennem ekvipagens velkendte ’Elvis-kür’. Det smukke ridt blev da også honoreret med hele 76,500 % og med en samlet score på 221,027 var mesterskabet en realitet. På andenpladsen lykkedes det for Carina Nevermann Torup og Blue Boy at ride sig op fra en placering som nummer tre, ved en smukt redet kür, som indkasserede ekvipagen 74,050 % og gav en samlet score på 210,471. Dermed blev Rikke Sofie Bøllingtoft og erfarne Finale placeret som nummer tre efter et par mindre fejl i küren, som dog stadig gav hele 71,900 % og en samlet score på 210,111. For juniorerne sejrede Nanna Skodborg Merrald efter at have lagt i spidsen for mesterskabet fra start til slut. Millibar havde fået en velfortjent pause efter sommerens mange mesterskaber og Nanna havde i anledning af DM lånt storesøsters smukke Weltliebe, som dansede sig smukt gennem küren. Ekvipagen red sig til hele 75,800 % og en samlet score på 218,931. På andenpladsen kom en overrasket Henriette Dam Vestergaard på Leopold. Op til DM havde Henriettes målsætning været at komme i top ti, så en sølvmedalje var en glædelig overraskelse, I küren fik ekvipagen 72,750 %, hvilket gav en samlet score på 208,898. Kathrine Sumborg Christensen og Rohmario fik 69,450 % og med en samlet score på 205,343 var bronzemedaljen i hus. Se flere resultater via linket til højre.
Se alle billederne på Ridehesten.com i næste uge.