Thomas Bach Jensen
Sidste år havde Store Hestedag mere end 23.000 gæster, så der vil være masser af opbakning til ekvipagerne, når de skal prøve kræfter med den udfordrende terrænbane. Ponyernes finale starter lørdag kl. 14, mens hestene skal kæmpe om titlen søndag kl. 14. Finalen om søndagen kan også følges online på Zibrasport.dk.
Subaru Cup præsenteret af Store Hestedag
Subaru Cup er en stilturnering i terrænspringning. Formålet med cuppen er, at introducere ryttere til militarysporten med afsæt i terrænspringning under trygge forhold. Subaru Cuppen rides på en bane bestående af 8-12 forhindringer med en maxhøjde på 60 cm for ponyer og 80 cm for heste. For at få adgang til finalen skal man have deltaget i min. to kvalifikationsrunder på min. to forskellige terrænbaner. De 20 pony- og 20 heste-ekvipager med højst gennemsnitlige point fra to af kvalifikationsrunderne får adgang til finalen. Der uddeles finalerosetter til alle finaledeltagere, plaquetter til top 5, underlag til 2. og 3. pladsen samt dækken til vinderen.
140 programpunkter
Der er tilmeldt over 1000 heste til bedømmelser og stævner og mere end 700 hunde til raceudstillinger, når Store Hestedag åbner dørene på Dyrskuepladsen i Roskilde den 1.-2. september. Vejret tegner indtil videre godt til den første efterårsweekend, og der er et bredt udvalg af oplevelser for heste- og hundefolk og alle dem midt i mellem. Programmet er netop blevet klar med over 140 programpunkter fordelt over de to dage og kan ses her.
DM i smukkesering
Det er muligt at se både traditionelle, populære heste- og ponyracer og i Danmark sjældne racer, som Lusitano, Hackney og Walander. Der bliver i år afholdt Danmarksmesterskaber i grooming, som er en disciplin, hvor ejeren gør sin hest i klar til show eller stævne. Nogle heste vaskes, flettes og får olieret hove, mens andre groomes med pynt, der understreger deres race. Man kunne også kalde det DM i smukkesering. Derudover er der masser af spændende opvisninger og shows med både action og ynde. I år får Store Hestedag besøg af franske Anne Gaelle-Bertho, der vil optræde med frihedsdressur.
Stævnets start- og resultatlister.
/DRF.