Annika Knudsen Lorentsen
Udtrykket "mandagshest" bruges ofte om en hest, som desværre ofte er skadet eller syg, og som alt i alt kræver, at man ofre rigtig mange penge og ressourcer, for at få den til at fungere. Ikke desto mindre kan det heldigvis ofte godt betale sig, og det er Karina Bülows hest Foldbjerggårds Zaniel e. Blue Hors Zack/Fanal Prydsholm (opdr. Karina Bülow) et godt bevis på.
– Mange havde nok skaffet sig af med min lille gulddreng, især når de høre om mandagshesten, der har kostet alt for meget økonomisk, fortæller Karina og fortsætter:
– Jeg har selv avlet Zaniel, og han blev født på en mandag, og viste sig desværre også at være en rigtig mandagshest. I dag er han 11 år, men langt fra alderssvarende. Han blev avlet som min kommende dressurhest, da jeg efter et grimt fald fra hans mor i en springkonkurrence ikke turde springe mere.
Mange problemer gennem tiden
Gennem Zaniels 11 år lange liv har han haft en del udfordringer, på grund af skader og sygdom, men hver gang har Karina blevet ved med at kæmpe for ham.
– Han startede med at knække sit følhov af på en måde der gør, at hans forhove er uens trods godt smedearbejde, og derfor har han en tendens til taktfejl i trav. Han er en rigtig gadedreng og han har skadet sine ben utallige gange med pauser til følge. I 2016 blev han af uforklarlige årsager meget syg. Han blev slinger på bagparten og var ataktisk gående, der var intet der hang sammen hverken foran eller bag, forklarer Karina og fortsætter:
– Det var skrækkeligt at tænke tanken om, at jeg skulle miste min gadedreng i så ung en alder og inden vi nærmest var kommet i gang. Dyrlægerne havde kun dårlige prognoser og vi forhandlede aflivning med forsikringen. De var hårdnakkede og fastholdt en hård 3 måneders behandling med binyrebarkhormon. Det blev tre måneder med en depressiv hest, og som havde ondt i maven, men helt utroligt så kom han sig, selvom det var en lang genoptræning.
Den hårde omgang har dog givet Zaniel nogle nervegener, og det betyder at han har haft mange kramper og, at han generelt er sensitiv.
– Der måtte store ændringer til med flytninger til vi fandt det rigtige sted. Han kunne ikke være i store stalde og han skulle have mulighed for lang foldtid. Herefter ændrede vi i planen om den perfekte dressurhest. Koncentrationen var der ikke til det, så den gamle springrytter måtte findes frem, da jeg fandt ud af, at han gerne ville spring små pinde i skoven og gå over bomme på banen, fortæller Karina og tilføjer:
– Jeg har med ham fundet ud af, at det er det han kan og vil, der gør ridningen sjov og ikke de ønsker og drømme jeg havde på hans vegne. Og hvis han ikke holder til at være militaryhest bliver han med sikkerhed verdens bedste skovturshest. Vejen til i dag har været meget lang, for hvert stop og hver afsidning er jeg startet forfra i forhold til min springangst. Sidste år fik jeg de helt rigtige trænere, som forstår os og siden da har det hele fungeret meget bedre.
Vandt Store Hestedag Cup
Vi bragte i går en nyhed om hvem der havde vundet Store Hestedag Cup, som er en stilkonkurrence i terrænspringning, og hos hestene var det netop Karina og Zaniel der tog sejren.
– Jeg havde ikke troet det var muligt. Jeg sidder stadig her dagen efter og fatter ikke helt, at vi vandt. Det var nogle meget dygtige ekvipager der var med, og jeg vil også gerne ønske alle de andre tillykke med deres ridt. Det har været nogle hyggelige dage med træninger før og under finalen, og der har været et godt sammenhold mellem deltagerne.
– Det handler ikke altid om hvad du vil med din hest, men om hvad din hest synes er sjovt, slutter Karina af.
Se Karinas vinderridt i videoen nedenfor.