Anna Pørtner
Store Hestedag 2025 trak i weekenden rekordmange gæster til Roskilde, hvor hele 32.274 besøgende lagde vejen forbi Dyrskuepladsen. Dermed blev der sat ny besøgsrekord for Danmarks største hestearrangement, som bød på alt fra imponerende shireheste til elegante varmblodsheste og ivrige ponyryttere.
Også stævnerne havde stor tilslutning, med over 1000 starter i spring- og dressurkonkurrencerne, som ifølge arrangørerne forløb rigtig fint. Med næsten 700 opstaldede heste - og mere end 300 ekstra bokse hentet udefra - var der også rekord i antallet af deltagere med hest på pladsen.
Som noget nyt bød Store Hestedag i år på terrængtræning, hvor mere end 35 ryttere fik mulighed for at prøve kræfter med disciplinen under kyndig vejledning. Her blev mange ryttere inspireret til måske at stille op i Store Hestedag Cup næste år.
Flot finale i Store Hestedag Cup
Traditionen tro blev finalen i Store Hestedag Cup afviklet under Store Hestedag. Formålet er en militaryturnering, hvor rytterne bedømmes på stil, altså vurderes ekvipagerne på korrekt ridning, balance og harmoni i terrænspringning. Søborggård Rideklub stod som arrangør, og weekenden bød på flotte præstationer fra ryttere fra hele landet.
Store Hestedag Cup er en introduktion til militarysporten, hvor ekvipagerne konkurrerer på en terrænbane med indbydende forhindringer og bliver vurderet på ridningens korrekthed fremfor fart. Formålet er at give ryttere en tryg indgang til militarysporten, og derfor vægtes stil også højt.
Efter flere vellykkede kvalifikationsrunder i løbet af sommeren blev de bedste ekvipager inviteret til finalen i Roskilde under Store Hestedag - og her blev der endnu en gang leveret flotte præstationer fra både heste- og ponyryttere.
Hesterytternes finale gik i 80 cm, hvor 14 ekvipager var til start, og her var det altså Ainoa Skovhave Alonso-Rabade og Hektor fra Dejligheden e. Viktor Diisa/ Gumi Strandarhöfdi, der løb med sejren. Ekvipagen opnåede hele 9,86 i stil og tog derfor fra Store Hestedag som vindere af cuppen og flotte ærespræmier rigere.
Andenpladsen gik til Malou Haven på Elmely's Jerico e. Hedehusets Bencorr/ Pilegaards Sammy Junior, der ligeledes red en flot runde og blev belønnet med 9,70 i stil. Tredje bedst blev Filippa Baldur-Felskov og Miss Moneypenny e. Silvaner D.C./ Clapton 6, der modtog 9,60 i stil.
Hos ponyrytterne gik finalen i 60 cm, hvor 21 ekvipager var til start. Endnu en gang blev der givet virkelig flotte stilkarakterer, men den ekvipage, der opnåede højeste stilkarakter og dermed sejren af Store Hestedag Cup for ponyer, blev Silke Pedersen og Saxenhøj's Joakim e. Firfod Jens Lyn/ Ridderslag Gerhard. De red en flot tur og blev belønnet med 9,83 i stil.
Anden bedst blev Lilje Østergaard på Corna April, der ligeledes red en rigtig flot tur og blev belønnet med 9,76 i stil. Tredje bedst blev Maya Mastrup på Maam Boy, der fik 9,70 i stil.
Med solskin, rekordstor tilslutning og stærke sportslige præstationer satte Store Hestedag 2025 endnu en gang en flot ramme om både bredden og sammenholdet i dansk ridesport, og mon ikke næste års begivenhed bliver mindst lige så populær.