Magi og fart på Store Hestedag (video)

08-09-2025 13:16

Georgia Timmermann

Gense nogle af søndagens spændende øjeblikke fra Store Hestedag: Heike og hendes blinde hest Daisy rørte publikum, travhestene buldrede løs i Street Race, hesteshowet i store ring var fyldt med aktivitet og de franske akrobater imponerede i fuld galop

Copyright Ridehesten.com
Der var mange besøgende i de forskellige boder, som havde sørget for gode tilbud. Foto: Ridehesten/Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Store Hestedag er hvert år et tilløbsstykke for familier, hestefolk og alle, der bare gerne vil ud og mærke stemningen – blandt heste, hunde, æsler og hinanden.

Deltagere i de mange shows og konkurrencer havde trænet og forberedt sig og glædet sig til årets største hestebegivenhed for mange. De fleste, som Ridehesten talte med havde allerede sat X i kalenderen til Store Hestedag i september 2026.

Fart, fokus og samarbejde i ringene
Dagen bød på masser af aktivitet og oplevelser – lange liner, Working Equitation, grooming, udklædningskonkurrencer, dressur- og springklasser, travløb (Street Race) og terrænspring. Der var både noget for dem, der søgte fart, og for dem, der nød samarbejdet mellem hest og menneske i roligere discipliner. Musik og speakere sørgede for, at stemningen var i top hele dagen – både på banerne og blandt publikum.

Heike og Daisy rørte publikum
Et af de mest bevægende øjeblikke opstod, da Heike red ind i ringen med sin 26-årige, blinde hest Daisy. Helt uden udstyr udførte de dressurens sværeste øvelser. Publikum var helt stille, mens Heikes speaker fortalte i mikrofonen om deres mangeårige samarbejde og om, hvordan tillid kommunikerer mere end noget bid.

Ridehesten har talt med Heike, og i magasin Ridehesten bringer vi hendes og Daisys historie – om et samarbejde uden udstyr, men med dyb forståelse for hinanden. 

Copyright Ridehesten.com
Her ses på Store Hestedag om søndagen Heike Kröning Callesen og hendes 26 årige hoppe Daisy, som er helt blind. Foto: Ridehesten/Mie Thorup Poulsen

Franske akrobater og vildt show på heste
En kvinde og fire mænd – et fransk team – satte gang i pulsen ved publikum med deres akrobatik på spanske og portugisiske heste. I fuld fart lavede de stunts med hovedet nedad, løb ved siden af hesten, sad baglæns og hoppede op og ned i ekstrem høj fart. Ridehesten talte med de 5 akrobater i staldene efterfølgende, som der kommer en særskilt artikel af i magasinet Ridehesten.

Copyright Ridehesten.com
Her ses en af de franske akrobater udføre nogle af de mange øvelser, som de hver udførte i fuld fart. Foto: Ridehesten/Mie Thorup Poulsen

Mønstring og Danmarks ældste Clydesdale
Blandt de mange racer, vi så i ringen – fra fjordheste og islændere til shetlændere med vogn og imponerende friesere – stødte Ridehesten på en helt særlig hest: en 17-årig Clydesdale-hingst, den ældste af sin slags i Danmark.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi mødte hans ejer, mens hun gjorde ham klar til groomingkonkurrence. Han blev flettet efter traditionel Clydesdale-stil – oprindeligt med blå og hvide farver som symbol på Skotland. Hør ejeren fortælle nedenfor om hendes forhold til hingsten.

Felix og lange liner – samarbejde fra jorden
Vi mødte også Felix, en 8-årig shetlænder, og hans 20-årige ejer, der netop havde været i ringen med lange liner – en særlig disciplin, de er ved at mestre sammen.

I videoen nedenfor fortæller ejeren selv, hvad det kræver at træne Felix, og hvordan samarbejdet bygges op fra jorden – med masser af ros og tålmodighed.

Udklædning, venskab og hygge
I udklædningskonkurrencen mødte vi to veninder og deres lånte shetlandsponyer, klædt ud som henholdsvis sørøver og rengøringsassistent.

De har tidligere været tilskuere til Store Hestedag, men i år var de med som deltagere for første gang. Pigerne fortalte os, hvordan de mødte hinanden til en kæphestekonkurrence – og siden har været veninder.

Copyright Ridehesten.com
Her ses veninderne rengøringsassistenten Molly og sørøveren Lea med shetlænderne Tusindfryd og Nightdust, som er mor og søn. Foto: Ridehesten/Mie Thorup Poulsen.
Fakta

Historien om Store Hestedag i Roskilde

Begyndelsen- 2004

Store Hestedag blev afholdt første gang i 2004, initieret af Helle Lyngfeldt fra Roskilde Dyrskue. Formålet var at skabe et inkluderende samlingspunkt, hvor heste blev hyldet på tværs af racer – også vallakker og blandingsarter – som ofte blev overset ved det traditionelle dyrskue. Ved start deltog kun ét engageret menneske i planlægningen, og cirka 1.500 besøgte eventet.

2004–2024:

Fra en ydmyg start med 1.500 besøgende til over 31.000 – en kraftig vækst igennem to årtier.

Udvidet format: Fra én hestedag til en to-dages event især omfattende både heste- og hundeverdenen.

Styrket program: Udover klassiske bedømmelser og konkurrencer inkluderer programmet i dag også clinics, demokørsler, agility, pony games og spektakulære hesteshows (fx i Agrias Store Ring) .

Store Hestedag har opnået en særlig plads i heste  og hundekulturen i Danmark – som både et inkluderende og professionelt kvalitetsarrangement.

Ved 20 års jubilæum i 2024 var besøgstallet rekord på 31.071

Fold up
Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen