Stutteri Ask Trophy danner grundlag for landholdstrupperne

25-10-2021 15:02

Annika Knudsen Lorentsen

Den nye ungdomsturnering i springning, Stutteri Ask Trophy, der afholdes over en række stævner frem til april, bliver en platform, hvor landstrænerteamet får mulighed for at iagttage de unge ryttere inden udvælgelsen af de ryttere, der skal udgøre bruttotrupperne i de forskellige aldersgrupper

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Rikke Hald Jensen

Stutteri Ask Trophy er en turnering på landsstævneniveau for kat, 1-, children-, junior-, ung- og U25-ryttere, som har til formål at udvikle og fremme den danske ungdomselite i springning.

Landstræner i springning, Bo K. Møller fortæller, at disse stævner bliver et vigtig led i udtagelsen af de unge ryttere til bruttotrupperne. 

– Stævnerne bliver et vigtigt led i vores udtagelse af de unge mennesker. Det bliver ved de her stævner, at vi kan observere og danne grundlaget for de forskellige trupper. Her får vi mulighed for at se rytterne i de samme klasser, så vi på den måde bedre kan vurdere dem op i mod hinanden og sammenligne deres udvikling og form, forklarer han og fortsætter: 

– Første kvalifikation er jo allerede her i slutningen af november og efter finalen på Stutteri Ask til april kan vi udnævne de nye trupper i de forskellige årgange. Det er vigtigt, at rytterne ved, at de her stævner er en vigtig del af vores system og udtagelse fremover. 

Det er selvfølgelig ikke kun stævnerne i Stutteri Ask Trophy, der er afgørende for de endelige landsholdstrupper, blandt andet fordi, der også er nogle af de unge ryttere, der er bosat i udlandet. Samtidig understreger landstræneren dog vigtigheden i, at alle de unge ryttere så vidt muligt stiller op ved stævnerne, da det som sagt bliver et vigtig led i udvælgelsen fremover.

Følgende stævner er planlagt i turneringen:

  • Den 25.-28. november: Holte Rideklub
  • Den 6.-9. januar: Billund Rideklub
  • Den 25.-27. marts: Sønderborg Sportsrideklub
  • Uge 15 2022: Finale hos Stutteri Ask

Læs mere om turneringen HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner