Søren Wind: Nu vil jeg fokusere på dressuren

30-12-2018 09:11

Camilla Tiefensee Schrøder

I det nye år har Søren Wind sat sig som mål at drosle springningen ned. Helgstrand-berideren har indtil nu konkurreret på højt niveau i både springning og dressur, men han måtte erkende, at det blev for tidskrævende at leve op til ambitionerne i begge discipliner

Copyright Ridehesten.com
Søren Wind vandt sølv ved årets DM i dressur for U25 på Diego e. Valeron/May Sherif. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I sommer vandt han sølv ved DM i dressur for U25. Og i efteråret deltog han ved Verdensmesterskaberne i springning for ungheste på Zangersheide. Søren Wind, som i 2017 blev uddannet berider med speciale i både springning og dressur, forstår i den grad at jonglere med flere bolde i luften. Sideløbende med sit job hos Helgstrand Dressage har han også brugt meget tid på springsporten, og han har formået at være med på et højt niveau i begge discipliner.
Men sådan skal det ikke længere være fremover.

– Fra 2019 vil jeg skære ned på min springning, fortæller den 24-årige allround-rytter.
–  Jeg synes, det blev meget tidskrævende at skulle holde et højt niveau i begge discipliner. Jeg kunne ikke stilles tilfreds med at skulle nedgradere mine ambitioner i springning, og derfor var det pga. mit job meget naturligt, at det var springning, jeg måtte vælge fra. Jeg brugte for mange weekender afsted til både spring- og dressur stævner, og så var det svært at få træningen til at gå op, når man forsøger at være med på topniveau, forklarer han.

Copyright Ridehesten.com
Søren Wind deltog i år ved UVM på Zangersheide med 5-årshingsten Cliffhanger e. Cabachon/Quite-L (opdr. Stutteri Sorgenfri v/Steffen K. Sunesen) som tidligere på året blev nummer to ved DV's championatsfinaler i Herning. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra "allround" til "all-in"
Beslutningen betyder, at Søren Wind ikke længere skal fortsætte arbejdet med den unge DV-hingst Cliffhanger.
– Min lovende 5-års springhest, som jeg deltog ved UVM på i sommers, har allerede fået ny pilot, som skal videreuddanne den. Og så er planen, at jeg vil gå all in på dressuren, siger Søren Wind, som dog endnu ikke vil løfte sløret for, hvem Cliffhangers nye rytter er.

Søren Wind håber, at et øget fokus på dressuren vil give endnu bedre muligheder for at være med helt i toppen i det nye år.
– Jeg satser stærkt på at kunne være med på landsholdet for U25, da det er mit sidste år som U25-rytter, og målet må helt bestemt være at kunne ride med ved EM. Vi har pt. Mange talentfulde heste i stalden hos Helgstrand Dressage, så jeg håber og satser helt klart på, at tingene flasker sig, så jeg kan få et godt sportsligt 2019.

Ridehesten.com har i disse dage op til nytår talt med flere unge ryttere om deres mål om ambitioner for 2019.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner