Stresser publikum ekvipagerne?

11-08-2012 07:55
Mange ryttere kender til problemet: Så snart der er publikum på, stiger pulsen og stresssymptomerne melder sig. Men har hestene det også sådan? Det har en gruppe forskere set nærmere på
Copyright Ridehesten.com
Talstærkt publikum ved DM i dressur 2012. (Foto: Ridehesten.com)

En gruppe tyske forskere satte sig for at finde ud af om heste, der er vant til at optræde foran et publikum, bliver stressede i netop den situation. De fik hjælp til undersøgelsen af den nationale, franske rideskole i Saumur, hvor de undersøgte stressniveauet hos otte vallakker, samt deres ryttere – både i forbindelse med en generalprøve for en opvisning og selve opvisningen, hvor der var hundredvis af publikummer til stede. Begge dele foregik på hjemmebanen i Saumur. For at vurdere stressniveauet, målte forskerne både rytternes og hestenes cortisol-indhold (stresshormon) i spyttet, samt forskellige pulsmålinger. For både heste og ryttere steg cortisol-niveauet og pulsen under både generalprøve og opvisning, sammenlignet med umiddelbart før hver begivenhed. Rytternes puls steg dog langt mere under opvisningen end ved generalprøven, mens hestenes forblev uændret. Samlet viste resultaterne af undersøgelsen, at rytterne reagerede langt mere under opvisningen, end hestene gjorde, sammenlignet med generalprøven. Til gengæld havde hestene en forhøjet puls under hele opvisningsdagen, hvor staldene var åbne for besøgende. Forskerne konkluderede efter undersøgelsen, at rytterne blev mere stressede af publikum, end hestene, hvilket igen indikerer, at selv om rytteren bliver stresset, så ”spredes” vedkommendes stress ikke nødvendigvis til hesten. Kilde: The Horse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner