Tætte afgørelser ved Riders Cup

09-08-2014 20:21

Der var ikke langt mellem de topplacerede ryttere i lørdagens to finaler ved Riders Cup, hvor både publikum og deltagere har fået spænding til det allersidste

Copyright Ridehesten.com
Søren Møller Nielsen og Laramy Ask - her ved Riders Cup i uge 31.

Dagens konkurrencer ved det internationale Riders Cup-stævne startede med en etstjernet Small Tour, som blev vundet af Shannon Ketterle på Pure Heart med nul fejl i tiden 50,49 sek.

Jessica Vinter Jensen på Pioner II har et særdeles godt stævne, og snuppede da også sejren i lørdagens etstjernede Big Tour efter en fejlfri runde i tiden 52,14 sek.

Dernæst stod den på finalen i den tostjernede Medium Tour, der også var pointgivende til Longines’ verdensrangliste. Her blev rytterne sat på prøve og kun to ekvipager var fejlfri i hovedspringningen, og måtte ud i en omspringning. Her var Søren Møller Nielsen på Laramy Ask e. Lambrusco Ask hurtigst og snuppede sejren med nul fejl i tiden 40,23 sek. Lige efter kom Torben Frandsen på Solos Concept, som var fejlfri i tiden 41,60 sek.

Dagen sluttede af med finalen i Youngster, og her var der for alvor spænding om topplaceringerne, da de første fem ekvipager var fejlfri inden for bare ét sekund i omspringningen. Hurtigst var Pernille Tribler på Alfina 3 i tiden 33,26 sek., efterfulgt af Jennifer Fogh Pedersen på Cleopatra 222 i tiden 33,34 sek. og new zealandske Bruce Grodin på Castello Sem e. Cajus i tiden 33,96 sek.

Fredag var der ligeledes fire spændingsfyldte klasser på programmet, hvor dagens første vinder var Jessica Vinther Jensen på Pioner II med nul fejl i omspringningen i tiden 26,38 sek. i den etstjernede Big Tour. Fredagens Youngster blev vundet af svenske Henrik Ankarcrona på Quick Step VR med nul fejl i omspringningen i tiden 31,60 sek., men den tostjernede Medium Tour blev vundet af svenske Jørgen Larsson på Johnny B,Good med nul fejl i tiden 58,40 sek. Fredagens sidste klasse, den tostjernede Big Tour, blev vundet af Frederikke Strøm på Zelini med nul fejl i tiden 61,72 sek.

Der er lagt på til et brag af en søndag med bl.a. to Grand Prix-klasser, som uden tvivl vil få publikum til at holde vejret af spænding, når rytterne kæmper om de eftertragtede placeringer.

Se flere resultater HER

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen