Stor drøm er blevet til virkelighed hos Vasehus

07-09-2026 18:22

Det begyndte som en stor drøm, men nu står banen klar. Hos Vasehus Rideklub er en ny 50 x 70 meter ridebane blevet til virkelighed – og med banen følger en opgave, som klubben glæder sig til, men også tager meget alvorligt

Copyright Ridehesten.com
Efter mange års drømme, hårdt arbejde og en masse frivillige kræfter har Vasehus Rideklub fået en af deres største drømme opfyldt. På billedet ses Nis Virenfeldt fra Virenfeldt Ridebane, som har hjulpet med at realisere drømmen. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I flere år har en stor udendørsbane stået på ønskelisten hos Vasehus Rideklub. Nu er drømmen blevet til virkelighed. På ridecentret mellem Hobro og Viborg står en ny 50 x 70 meter stor EbbeFlod udendørsbane klar – og den skal blandt andet danne rammen om flere års Danmarksmesterskaber.

2026 blev året, hvor planerne kunne omsættes til virkelighed. Den nye bane er etableret af Virenfeldt Ridebane ved Nis Virenfeldt, og med den får Vasehus Rideklub nye muligheder for både den daglige træning og de større stævner.

For klubben er det dog ikke blot et spørgsmål om at få endnu en bane på anlægget. Projektet har været en stor ambition gennem længere tid og har krævet både engagement, frivillige kræfter og mange beslutninger, før den stod færdig.

For os er banen ikke bare sand, hegn og mål. Den er et symbol på, hvad man kan skabe sammen, fortæller klubben.

Copyright Ridehesten.com
Klubben er placeret mellem Hobro og Viborg og har både rideskole, private opstaldere og er en vellidt stævnearrangør. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

En del af en større udvikling
Vasehus Rideklub har gennem flere år arbejdet på at skabe rammer, der kan rumme både klubbens mange daglige aktiviteter og større stævner.

Det blev blandt andet tydeligt i 2023, da klubben for første gang var vært for et landsstævne i springning. Forud for stævnet havde Vasehus blandt andet fået ny bund i opvisningshallen, nyt sekretariat, dommertårn og flere nye spring.

Siden har klubben fortsat afviklet større arrangementer i både springning, dressur og military, og den nye udendørsbane bliver endnu et skridt i den udvikling.

Den 50 x 70 meter store bane giver mulighed for at flytte en større del af stævneaktiviteten udendørs og skaber samtidig bedre plads til klubbens ryttere i hverdagen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nu venter tre år med DM
At banen står klar, kommer samtidig på et tidspunkt, hvor Vasehus Rideklub har fået en markant opgave i kalenderen.

Klubben skal nemlig være vært for Agria DRF-mesterskaberne for children og ponyryttere i springning i 2027, 2028 og 2029. Vasehus skal desuden være vært for Distriktsmesterskabs Cup i springning i forbindelse med DM-afviklingen.

Dermed bliver den nye udendørsbane hurtigt sat i spil i nogle af dansk springsports større arrangementer. For klubben er værtskabet både en anerkendelse af det arbejde, der allerede er lagt i faciliteterne, og en stor opgave, som kræver mange frivillige hænder.

At være vært for et danmarksmesterskab er ikke noget, vi tager let på. Det kræver planlægning, struktur, mange frivillige hænder og et stærkt team omkring hele arrangementet, lyder det fra klubben.

Copyright Ridehesten.com
Klubben glæder sig til at byde en masse heste og ryttere velkommen på deres nye bane. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Fællesskab bag banen
Vasehus Rideklub har siden 2005 arbejdet for at skabe plads til både bredden og de mere ambitiøse konkurrenceryttere. Klubben har flere hundrede medlemmer og tilbyder aktiviteter inden for blandt andet dressur og springning.

Netop fællesskabet er også en vigtig del af historien om den nye bane. Bag et projekt som dette ligger der ifølge klubben mange timers arbejde, utallige beslutninger og en stor indsats fra frivillige. Derfor bliver banen også set som noget, der rækker ud over selve anlægget.

Den skal skabe bedre muligheder for klubbens ryttere, men også være med til at give børn og unge gode oplevelser med deres heste og ponyer – både til hverdag og når de store stævner kommer til Vasehus. Og det kommer de til.

I 2027 åbner klubben dørene til det første af tre års mesterskaber, og dermed får den nye bane hurtigt en central rolle i næste kapitel af Vasehus Rideklubs historie.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen