Fokus, opbakning og motivation – Tre nøgleord til succes

12-05-2021 15:00

Christine Krogh Frausing

Højvanggaards Saga og Marie Bloch er på en ambitiøs rejse mod deres mål og drømme. En rejse der til sommer skal munde ud i DM for fjordheste. Bag Marie står et team, der bakker hende op i medgang og modgang

Copyright Ridehesten.com
Marie og Saga. Foto: CDP Photo
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi har alle drømme om at opnå noget. Nogen drømmer større end andre, nogen taler ikke højt om deres store drøm, og andre forsøger at leve drømmen ud. Det kræver et godt team bag sig og masser af timer i træningslokalet, men hårdt arbejde betaler sig ofte. Det beviser Marie Bloch på 14 år og fjordhesten Højvanggaards Saga på 8 år fra Vildbjerg i Vestjylland. 

Heidi Bloch, der selv er rytter og mor til Marie, tog for 5 år siden sin familie med på 1 uges prærievognstur i det sydfynske. Vognen var to-spand og blev trukket af fjordheste. Dér blev Marie opslugt af hesteverdenen.

Da familien var hjemme fra deres tur i prærievognen, snakkede Marie ikke om andet: Hun ville have en pony. Heidi forbarmede sig over sin datter og købte en gammel pony for den nette sum af 3000 kroner.

Ponyen skulle være Maries læremester og gjorde også et ganske godt arbejde som førstegangspony. Ponyen var dog gammel, og derfor måtte Heidi ud at finde en ny, der kunne erstatte den. Her kom den gule race i tale.

– Marie var helt opslugt af fjordheste efter vores prærievognstur. Det SKULLE bare være en fjordhest, men man må også sige, at fjordhesten giver mange oplevelser, som man ikke havde fået med en almindelig sportshest, siger Heidi Bloch.

Copyright Ridehesten.com
Marie og Saga. Foto: CDP Photo
Nyheden fortsætter efter annoncen

Saga blev en del af familien
Rejsen begyndte for to år siden. Saga var dengang kun 6 år og havde gået med føl i 1 år på det tidspunkt. Det var altså ikke kun Marie, der skulle lære. Det skulle Saga også. Drømmene var store for de to, og DM for fjordheste er målet.

Træningen blev sat ind, og særligt i efteråret 2020 mærkede parret medvind. Den store fremgang skyldtes blandt andet den nye træner, Iben Meldgaard Hegarty, der fra første dag gennemskuede den generte Marie. Marie red på daværende tidspunkt LD-programmer, men igennem hård og målrettet træning rykkede de sig hurtigt til LC-programmerne. Der gik dog ikke længe før Iben kiggede Marie i øjnene og sagde, at de skulle springe direkte til LA.

– Alle har brug for opbakning og motivation. Opbakningen kan komme fra forældre, en ven i stalden, en underviser eller en helt fjerde person. Så længe personen bare støtter dig i dine mål og i det daglige arbejde. Motivationen kan man hente hos sig selv eller andre. Marie bruger Instagram til at følge med i sine veninders ridning, og sammen er de gode til at støtte hinanden på det sociale medie, siger Heidi Bloch.

Copyright Ridehesten.com
Marie og Saga. Foto: CDP Photo

Ikke kun instagram er årsagen til Maries succes. Heidi solgte sidste sommer sin haflinger, så familiens fokus kunne rettes mod Marie og Saga. Heidi kører Marie og fjordhesten rundt til stævner og træning, og nævner at Marie altid kan regne 100% med hendes støtte. Sporten er nemlig lige så meget en hobby for Heidi, som det er for Marie. Det samme gælder underviseren Iben, der altid står til rådighed.

Så er det DM
Til sommer skal Marie og Saga ride deres første DM for fjordheste. De skal starte programmerne LA1-B og LA2-B, og derfor er programtræningen gået skarpt ind, men der er også tid til lidt hygge-spring ved siden af.

Fjordhesten er nemlig en meget alsidig race, der kan bruges til det meste. Lige netop dette har foreningen Fjordhesten Danmark udnyttet, og de har derfor sat et hold til DRF’s nyligt lancerede VM-Holdturnering for breddesporten. Deres vision er at vise, hvor meget fjordhesten har at byde på. Placeringen er ikke så vigtig, så længe folk bemærker, at et hold kun bestående af fjordheste altså også kan være med.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen