Anna Pørtner
I den forgangne weekend kunne Vasehus Rideklub i det nordlige Jylland glæde sig over, at være vært for det første indendørs landsstævne for hest og pony. Foruden B-klasser var der også et par C-klasser, så alle kunne være med. Fredag blev stævnet skudt i gang, hvor hesterytterne var først på banen. Herefter overtog de dygtige ponyryttere banen, hvor der blev redet for at vinde.
Fredag eftermiddag blev stævnet skudt i gang med weekendens første klasse, nemlig en LB1* for hest med i alt 22 deltagere. Som aftenen gik, bevægede højden på springene sig op, og sidst på aftenen skulle fem modige ryttere ud i stævnets højeste hesteklasse, nemlig en MA1*, hvor springenes højde lød på 135 cm i en metode A, altså en tidsspringning hele vejen rundt. Den hurtigste med færrest fejl, er vinder. Her var der rift om placeringerne, da alle rytterne red superhurtigt. Absolut hurtigst var dog Aistis Vitkauskas med Favour VG e. Favorit Ask/ Royal Bravour (opdr. M. og B. Kløve-Mogensen), men desværre faldt en enkelt forhindring for ham, og dermed også forhåbningen om sejren.
Ham, der kom hurtigst over mål med færrest antal fejl, blev derfor Dan Lee med den 13-årige vallak, Giranolin e. Namelus R/ Nairobi. Parret red fejlfrit i tiden 56,64 sekunder. Ikke nok med sejren i aftenens MA1*, så kunne Dan og Giranolin også glæde sig over sejren i aftenens MB1*. Her var parret absolut hurtigst i anden fase, nemlig 29,07 sekunder.
– Det var et super stævne, med nogle udfordrende baner, bygget af Rasmus Rise, som fik os godt i gang med indendørssæsonen, siger Dan og fortæller om sit og Giranolins makkerskab: – Giranolin ejes egentligt af Charlotte Kjærgaard, som udover at knokle for DRF's bestyrelse, også står for den daglige træning af ham. Jeg springer ham blot hver onsdag til undervisning. Det er et setup, som vi har haft siden foråret 2023, og det fungerer super godt, fortæller Dan.
Anden bedst i fredagens MA1* blev unge Anna Ley, der med 11-årige Lillebergs Lanzelot e. Azteca VD/ Lancier krydsede målstregen fejlfrit i 59, 37 sekunder. Det var heller ikke første gang, at hun blev placeret til stævnet. Hun havde nemlig ligesom Dan, formået at ride sig ind på en flot andenplads i MB1* med hesten Kong's Fidibus e. Volstrups Cash/ Willemoes (opdr. Hans Ley), ligesom hun med Lillebergs Lanzelot indtog fjerdepladsen.
Fredag aften blev sluttet af på bedste vis med en MA1* for ponyer. Her var i alt fem ekvipager til start, hvoraf Mille Them med ponyen Clarisa tog sejren med en fejlfri og hurtig runde. Andenpladsen gik til Anna-Bell Damsgaard Thomsen og Echante V.D.K e. Corlando/ Orchard D'Avranches, der ligeledes var én af de to fejlfrie ryttere.
Lørdagen bød på en dag i ponyernes tegn. Her skulle i alt 107 ekvipager igennem de udfordrende baner bygget af Rasmus Rise. Her gik der alt fra LB1* på C-plan, til aftenens største klasse, nemlig S1* på B-plan. Lørdagens S1* blev vundet af Sophia Hvilshøj Andersen i sadlen på Coppenagh Jane Eyre. De red over målstregen fejlfrit i en hurtig tid, der lød på 55,25 sekunder, og altså over seks sekunder hurtigere end anden bedste tid. Dermed tog hun klassens eneste og bedste placering.
Søndag var stævnets sidste dag, og også denne stod i ponyernes tegn. Her startede dagen igen ud med C-klasser, og sluttede med en S1*. Her var der kun en enkelt rytter til start, nemlig Camilla Winther på Kenzie Van Der Vonderschotten e. Kalido Van Klaverborch/ Polsbury Pirelli, der kunne ride ind på banen med minimalt pres. Det kom Camilla til gode, da hun krydsede målstregen fejlfrit og sluttede stævnet af på bedste vis.
Dermed sluttede et yderst vellykket stævne, og indendørssæsonens første landsstævne, af med godt 350 starter fordelt på de tre dage. Med god ridning, hyggelig atmosfære og spændende konkurrencer, er indendørssæsonen skudt godt i gang.
Se stævnets start- og resultatlister her.