Springryttere fra 11 lande kæmper om en million

27-08-2018 16:11

Camilla Tiefensee Schrøder

Over de kommende to weekender afvikles Absolute Tour på Tågerup, og når CSI3*-stævnet indledes på onsdag, vil springryttere fra 11 forskellige lande kæmpe om en million kroner

Copyright Ridehesten.com
Den ene af værterne, Andreas Schou (som her ses på Hazel BS) stiller op til det internationale stævne med fem forskellige heste. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra tirsdag aften kan springryttere fra 11 forskellige lande rykke ind i stævnestaldene hos Absolute Horses på Tågerup i Sommersted ved Kolding. Onsdag aften afvikles første klasse i det internationale trestjernede springstævne, som er det hidtil højest rangerende stævne hos brødrene Andreas og Christian Schou. Og så går det ellers slag i slag til og med søndag. Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.

Ranking-klasser og store præmier
Der er tilmeldt 113 ryttere fra 11 lande til trestjerne-klasserne, og da der ud over disse også afvikles CSIYH1* for seks- og syvårs heste, bliver det til over 300 starter.
Der kæmpes om præmier på en million kroner. Det er dog ikke en enkelt rytter, der løber med den store sum. Den fordeles ud over alle stævnets klasser, men de største præmier gives i stævnets fire sværeste klasser. Og der er ikke kun pengene at ride om i disse – der er også en Ifor Williams-trailer og diamanter fra Toft Jessen på højkant. Dertil kommer, at de højeste klasser er såkaldte World Ranking-klasser. De giver point til verdensranglisten, og det kan have betydning for, hvilke stævner rundt om i verden rytterne får mulighed for at deltage i.

Kendte ryttere
45 danskere er tilmeldt, bl.a. den ene af værterne, Andreas Schou, med fem heste. Sverige er næststørste trup med 30 deltagere. 
Blandt de kendte internationale ryttere, der bruger stævnet som opvarmning til verdensmesterskaberne i USA, kan nævnes svenske Rolf-Göran Bengtsson, irske Michael Duffy og Bruce Goodin fra New Zealand. Goodin, der har redet OL flere gange, kommer dog ikke til Tågerup fra sit fødeland. Han bor i Sverige og har tidligere boet i Danmark. Også irske Michael Hanley og tyske Johannes Ehning er blandt deltagerne.

Copyright Ridehesten.com
Svenske Rolf-Göran Bengtsson er en af de topryttere, man kan opleve fra tilskuerrækkerne i Sommersted i denne uge, hvor han bl.a. er til start med Oak Grove's Carlyle, som han også havde med til Equitour Aalborg tidligere på sommeren. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra bronze til diamant
En del af rytterne bliver på Tågerup til næste stævne – et CSI2*, hvor der også er CSIYH1* for de unge heste. Det er fra 5. til 9. september. Her dystes der om en præmiesum på omkring 350.000 kr, oh søndagens grand prix tæller til verdensranglisten.
Stævnerne kaldes tilsammen Absolute Tour, og der er Bronze Tour, som går op til  125 cm, Silver Tour til 135, Gold Tour til 145 og Diamond Tour til 150. 
For publikum er det en oplevelse at følge ridebanespringning på så højt niveau – at se ryttere, man ellers kun ser i fjernsynet. Der opkræves ikke entre ved de to stævner, så det er bare med at møde op.

Allerede nu kan du se start- og resultatlisterne.

Tredje år
Det er tredje år, Absolute Horses prøver kræfter med internationale stævner. Første gang var i 2015, hvor der ugen efter DM blev afviklet Nordisk Mesterskab og samtidig et CSI2*.
I fjor var der som i år internationale stævner to uger i træk i september. Det var begge CSI2* med CSIYH1* for de unge heste.

Copyright Ridehesten.com
Det bliver to travle uger for Andreas (tv) og Christian Schou. Foto: Ridehesten.com
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner