Toprytterne kæmper til DM

04-06-2012 16:30

Signe Wiese

Der er stærke felter i alle aldersklasser ved det store DM-stævne hos Schou & Skouboe på Tågerup, der afvikles fra den 6. til 10. juni

Der bliver kamp om alle fire mesterskaber, når Schou & Skouboe på Tågerup i Sommersted ved Kolding lægger bane til danmarksmesterskaberne i ridebanespringning fra den 6. til den 10. juni. I senior-klassen forsvarer Thomas Sandgaard på Amarone sin titel, og også Rikke Haastrup Kristensen på Luganer, der fik sølv i 2011, er med. En af værterne ved årets DM-stævne, Andreas Schou, tog bronzen i 2011, og trods travlhed med værtsrollen vil Andreas og avlshingsten Uno’s Safier forsøge at ændre sidste års bronze til mere ædelt metal. Christian Schou stiller ikke op i mesterskabsklassen, da hans tophest er skadet, men starter i stedet flere andre heste i de ordinære konkurrenceklasser. Også Andreas er til start i flere klasser på adskillige af hingstestationens heste. Tina Lund skal som bekendt føde til august, og kommer derfor ikke til start, men hendes søster Charlotte Lund stiller op. Thomas Velin er ligesom en række andre af landsholdsrytterne med igen i år – i alt er der 37 ekvipager til start i 1. afdeling af DM for seniorryttere. I 1. afdeling af DM for Ungrytter (U21) er der lejlighed til gensyn med nr. 1, 2 og 3 fra 2011, Kasper H. Hansen, Maria Juhl Sørensen og Dorte Dahlmann Olsen. Her er 58 ekvipager til start. Junior-klassen (U18) – med 37 deltagere - byder også på gensyn med Camilla Fiedler Ernst, der fik sølv i fjor. I Children-klassen stiller 11 ryttere op. Der er gratis adgang onsdag og torsdag, mens det koster 80 kr. pr. dag fredag, lørdag og søndag – eller 200 kr. for et partoutkort.

Info

Springhøjder til DM 2012:

Senior: 1. afd.: 150 cm, finale: 1. runde 150 cm, 2. runde 160 cm. Fejl fra alle tre afdelinger lægges sammen.
Ungrytter: 1. afd.: 145 cm, finale: 1. runde 145 cm, 2. runde 145 cm. Fejl fra alle tre afdelinger lægges sammen.
Junior: 1. afd.: 140 cm, finale: 1. runde 140 cm, 2. runde 140 cm. Fejl fra alle tre afdelinger lægges sammen.
Children: 1. afdeling: 115 cm, finale: 120 cm. Fejl fra begge afdelinger lægges sammen.

De 20 bedste ryttere fra de indledende afdelinger får lov at starte finalen.

Få mere info om årets DM-stævne via link til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner