Spring penge ind til Knæk Cancer

19-09-2024 12:42

Sønderborg Sportsrideklub afholder i næste weekend klub- og distriktsstævne i springning, hvor der gennem både tilmeldingsgebyr samt sjove indslag indsamles penge til Knæk Cancer

Copyright Ridehesten.com
Sønderborg Sportsrideklub samler i næste weekend ind til Knæk Cancer - og du kan være med. Foto: Ridehesten.com/Sanne Kolind
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sønderborg Sportsrideklub inviterer i weekenden den 27.-29. september til indendørs distriktsstævne i springning. Her vil der blive samlet ind til Knæk Cancer, hvor indskuddet i seks af stævnets klasser vil gå ubeskåret til denne sag. Traditionen tro afholder TV 2 efterårets store Knæk Cancer Show, hvor hele uge 43 er dedikeret til at samle ind til kræftsagen – Sønderborg Sportsrideklub tager nu forskud på indsamlingen og sender de indsamlede penge fra stævnet ind frem mod, at Knæk Cancer-showet sendes live lørdag den 19. oktober. 

I Sønderborg har vi et ønske om at støtte op om et godt formål. Vi har næsten alle her i klubben haft kræft tæt inde på livet, og derfor synes vi, at det er oplagt at støtte op om netop denne indsamling, lyder det fra stævnearrangørerne i Sønderborg Sportsrideklub.

Desuden kommer et lotteri til at køre under stævnet, hvor der spilles om de mange sponsorpræmier, som klubben ihærdigt er i gang med at indsamle. Også pengene herfra går til Knæk Cancer-sagen. 

Copyright Ridehesten.com
Sønderborg Sportsrideklub. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Et væld af klasser og Nord-Vest Box Cup
For ponyrytterne er der klasser op til MB1*, mens hesteklasserne går op til MB2*. Der er desuden også klasser på klubstævne-niveau helt ned til 30 cm for pony og 40 cm for hest, så klubben håber på at ramme en bred målgruppe, der uanset niveau ønsker at støtte op om den gode sag.

Den sidste kvalifikation i den populære stilturneringen for ponyer, Nord-Vest Box Cup, skulle have været afholdt i denne weekend i Grindsted Rideklub, der dog desværre er blevet forhindret i at afholde stævnet. Derfor søgte Dansk Ride Forbund i går efter en ny arrangør til at afholde den sidste og vigtige kvalifikation, og nu er Sønderborg Sportsrideklub blevet tildelt denne Nord-Vest Box Cup-kvalifikation.

Copyright Ridehesten.com
Det er kun de 15 bedste i hver ponykategori, der går videre til finalen i Nord-Vest Box Cuppen, der afvikles i november på Riders Cup. Her er det Lilly Søndergaard og Prins Viggo, som er de foreløbeligt bedstplacerede hos kat. 2-ponyerne. Du kan nå at samle de sidste point hos Sønderborg Sportsrideklub i denne weekend. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Stævnet afholdes i klubbens 30x60 meter store opvisningshal med fiberbund, og der er både ærespræmier til de bedstplacerede samt forhøjede doteringer i nogle af klasserne. Der er nedsat startgebyr for de ti første ryttere, der melder til i hver klasse, og der er åbent for tilmeldinger til og med den 23. september. Se propositioner og meld til her. Klubben glæder sig til årets første indendørs stævne i Sønderborg og håber på at se mange ryttere, der vil samle ind til Knæk Cancer.

Copyright Ridehesten.com
Det er sammen med de lidt større firbenede venner, at Sønderborg Sportsrideklub samler ind til den landsdækkende Knæk Cancer-indsamling. Foto: Ridehesten.com/Tine Luther
Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen