– Vi håber, vores stævne gør en forskel

14-10-2024 06:40

Hovgaard Rideklub har i weekenden afholdt et internt dressurstævne for at samle penge ind til Knæk Cancer. Mange starter, hjælpsomme forældre og velvillige sponsorer var med til at gøre stævnet til en succes

Copyright Ridehesten.com
Hovgaard Rideklub, der ligger på det sydlige Fyn, afholdte lørdag et Knæk Cancer-stævne, der mødte stor opbakning fra klubbens medlemmer. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Oktober måned er traditionen tro en måned med fokus på Kræftsagen, hvor mange forskellige foreninger og privatpersoner gør en indsats for at samle penge ind til Knæk Cancer frem mod TV2's store indsamlingsshow, der løber af stablen i uge 43.

Den fynske Hovgaard Rideklub har i weekenden givet deres biddrag til indsamlingen, da de lørdag afholdte et internt dressurstævne i klubben. Her var det muligt at deltage på både elevheste og privatheste, og der var klasser fra holdridning til LA. Initiativet mødte stor opbakning med 60 starter, som alle kom fra klubben, og der var endda ventelister til stævnet.

Vi er utroligt stolte af at kunne arrangere dette stævne, lyder det fra bestyrelsesmedlem i klubben Julie Bové, der desuden siger: – På den måde er vi med til at støtte en sag, der berører mange mennesker. Kræft er en sygdom, som rammer os alle på den ene eller anden måde, og vi håber, at vores stævne har været med til at gøre en forskel.

Copyright Ridehesten.com
En masse af klubbens ryttere dannede en Knæk Cancer-blomst, der blev fotograferet med drone. Foto: Privat
Fakta
Hovgaard Rideklub

Der er over 250 aktive medlemmer på Hovgaard Rideklub, der har hjemme på Hovgaard Ridecenter. Klubben blev stiftet i 2004 og drives af Dorthe Rohmann, Henning Skrydstrup og datteren Karoline Rohmann, men også Dorthes mor Else Rohmann spiller en stor rolle i den daglige drift.

Hovgaard Rideklub beskriver sig selv som en aktiv rideklub med fokus på fællesskab, dyrevelfærd og sportslige aktiviteter for alle aldre og niveauer. Klubben er en erfaren stævnearrangør, der årligt står bag DRF-mesterskaberne i ponydressur, og desuden arrangerede og afholdte NM i dressur i år. Dette Knæk Cancer-stævne er en del af klubbens arbejde med at støtte velgørende formål og skabe opmærksomhed omkring vigtige sager.

Fold up

Både ryttere og tilskuere havde på flere forskellige måder mulighed for at give penge til sagen, hvor bl.a. alle indtægter fra tilmeldingsgebyrer, salg og donationer gik ubeskåret til Knæk Cancer-indsamlingen. En række sponsorer havde doneret en række præmier og gevinster, og nogle af klubbens medlemmer havde bagt muffins med Knæk Cancer-logo, som det var muligt at købe.

Vi siger tak for en dejlig dag og for alle vores uundværlige hjælpere, som var med til at gøre denne dag mulig. Endvidere sender vi en stor tak til alle vores søde sponsorer, udtaler Julie Bové. 

Klubben har endnu ikke et overblik over det samlede overskud fra stævnet, og det vides derfor ikke, hvor mange penge, der sendes afsted mod Knæk Cancer-indsamlingen.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen