Gråsten Rideklub samler ind til KNÆK CANCER

05-10-2021 19:47

Christine Krogh Frausing
Skribent

Gråsten Rideklub afholder d. 23 oktober et C-stævne i dressur med D-klasser, der er dedikeret til KNÆK CANCER. For hver tilmeldte start går 100 kr ubeskåret til KNÆK CANCER

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Tine Luther
Nyheden fortsætter efter annoncen

Gråsten Rideklub gør i år en ekstra indsats, i det de afholder et C-Stævne dedikeret til KNÆK CANCER. For hver tilmeldte start går 100 kr til KNÆK CANCER fonden. Derudover afholder klubben auktioner igennem en facebook gruppe der i skrivende stund har 511 medlemmer. Du kan finde gruppen, og byde på auktioner her.

– Vores mål med facebook-gruppen er at nå op på 1000 medlemmer, så vi når ud til så mange som muligt. Inden vi gik igang var vores forhåbning at samle 10.000 kr ind, men det ser allerede ud til at blive meget mere, fortæller sekretær, Helle Bach-Hansen.

KNÆK CANCER er klubbens lille hjertesag, i og med at cancer har været tæt inde på livet af rideklubben. Da et medlem af klubben en dag tippede om en online knæk cancer auktion, der med stor succes havde samlet ind til formålet, var de ikke i tvivl. Herefter gik planlægningen igang, til et stævne der skulle favne de fleste. Beslutningen faldt derfor på et C-stævne med D-klasser, i forhåbningen om at indkassere mange starter. 

– Det er helt vildt hvad vi har fået af donationer til vores auktioner. Det er alt fra helt små ting, så som en udmugning af boks, eller opfletning af hest, til sommerhusophold og frisør besøg. Vi er enormt stolte, og glæder os til at se slutresultatet af vores indsamling, fortæller Helle. 

Copyright Ridehesten.com
Stævne ved Gråsten Rideklub. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

De lokale støtter op

Lokalsamfundet har været gode til at støtte op, og der er blandt andet frisørtider, restaurantbesøg, sommerhusophold, gavekort til tøjbutikker, behandling ved hestemassør og meget mere på auktion. 

Foruden auktionerne, er der flere der har indbetalt et vilkårligt beløb til donation, samt folk der har sponsoreret rosetter og ærespræmier. Der er stadig få pladser tilbage ved stævnet. Tilmelding foregår her.

Under stævnet er det muligt at købe mad fra cafeteriaet. Al overskydende indtægt fra køkkenet går også ubeskåret til fonden. Stævnet kører uden doteringer, for at få samlet så meget som muligt ind. 

Ønsker du at støtte formålet, så er der en masse muligheder. Meld dig ind i facebook-gruppen, og vær med til at støtte et godt formål.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner