Slut med Sidsel og sorte Schianto

30-05-2013 20:29

Britt Carlsen

En helt enestående historie er nu til ende - samarbejdet mellem Sidsel Johansen og familien Rosbøgs Schianto er nu slut - en skade har resulteret i, at Schiantos ejere har valgt at tage den elegante Grand Prix hest ud af sporten

- Det er imponerende så mange tårer, der kan være i ens lille hoved, bemærker Sidsel Johansen efter det her til aften blev offentliggjort, at familien Rosbøg har ønsket at hente Schianto hjem til stutteriet. Baggrunden herfor er en skade, som Schianto pådrog sig mens Sidsel trænede hos Andreas Helgstrand med DM på Broholm og en mulig EM plads i sigte. 

Schianto kom omgående under behandling, da han blev halt i træningen, og en nærmere undersøgelse i MR-scanneren hos Højgaard Hestehospital på Fyn afslørede en lille revne i kodebenet foran en skade han havde pådraget sig ved at træde forkert. Sidsel måtte i første omgang accepterer, at DM og EM chancen gled hende af hænde, da der forude venter en tremåneders periode med træningspause og genoptræning. 

Sidsel erkender, at det var hårdt, pludselig ikke at være i spil til en mulig EM plads på hjemmebane, men hun var positiv og glædede sig til at komme tilbage med Schianto til den kommende indendørssæson. Den sidste sæson kvalificerede parret sig til World Cup finalen og flere gange oplevede de stående applaus og jubel efter deres smukke kürprogram.

- Jeg var klar på at tage de tre måneder, og så komme tilbage stærkere og klar til en ny vintersæson, men sådan skulle det ikke være, erkender hun. - Jeg må accepterer ejernes beslutning om at tage Schianto ud af sporten, kommenterer hun. De seneste fem år har Sidsel redet Schianto frem fra lille tur niveau til international Grand Prix. Han har udviklet sig sammen med Sidsel og, som hun bemærker: Han vil være min bedste kammerat for altid. 

Videoer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner