Skjærbæk tog teten

15-10-2014 19:31

Britt Carlsen

Per Skjærbæk har lagt sig i front i 6-års kvalifikationen til DRF's championatsfinale ved JBK i Odense på Campari, men Sanne Henningsen og Lone Bang Larsen puster ham i nakken

Gennem sæsonen har dommerne i championaterne og ved UVM udtagelsen talt om den gode kvalitet blandt de 6-årige heste i denne sæson. I dag fik vi det at se ved selvsyn i OCC i Odense, hvor 18 heste mødtes i første kvalifikation og heraf gik de otte direkte videre til finalen på fredag.

Klassens første rytter, berider Per Albæk Skjærbæk satte konkurrenterne under pres med et stærkt udlæg på Campari e. Concetto/Silvio I, der både som 5- og 6-års har været topplaceret i Scandinavium Open i Falsterbo. Med et 9-tal for skridt, 8,7 for galop og 8,8 for kapacitet opnåede han 8,68 points, og det blev klart, at konkurrenterne fik svært ved at hente dette flotte udlæg. I klassen for 6-års heste er programmet meget udfordrende, idet der både skal vises changementer og sidebevægelser, og derfor er karaktererne i denne aldersgruppe generelt knap så høje som i klassen for fx 5-års heste.

Ind på andenpladsen kom Sanne Henningsen på Dancer Kahn e. Dancier/Midt-West Ibi-Light fra Jens Aage Nielsen, hun scorede 9,2 for skridt og 8,5 for trav, galop og ridelighed - ridelighedskarakteren bev lidt påvirket af, at Dancer Khan bukkede op lige før det ene changement. De sluttede med 8,66 points foran Lone Bang Larsen som viste flot, klassisk ridning og uddannelse med Kleppenhus Deejay e. Blue Hors Don Romantic/Acorado I fra Cathrine Rasmussen - 9,2 blev klassens højeste travkarakter og det blev givet 9 for galop og 9,2 for ridelighed, mens skridten i dag trak i negativ retning med et 7-tal. De opåede 8,62 points.

Foruden de nævnte gik følgende direkte til finalen: Jan Møller Christensen/Rossetti, Per Albæk Skjærbæk/Tailormade Ralph Lauren, Daniel Bachmann Andersen/Prima Donna, Michael Nielsen/Count to ten WN og Katrine Kraglund/Swing King OLD.

Se resultatet af klassen her

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner