Shannon råber op efter snyd med hestehandel (video)

25-01-2022 11:03

Annika Knudsen Lorentsen

Shannon Mejnert Ketterle driver en særdeles succesfulde stald med køb og salg af heste, og hun har netop haft en rigtig dårlig oplevelse med køb af en hest fra Spanien, som nu får hende til at råbe omkring, at vi skal huske på ordenligheden i branchen. Samtidig håber hun, at hun kan hjælpe andre til ikke at ende i samme situation

Copyright Ridehesten.com
Shannon Mejnert Ketterle i sadlen på Concona, som hun solgte til Ben Maher. Foto: Ridehesten.com/Maria Schacht

Shannon Mejnert Ketterle fortæller her uddybende omkring den oplevelse hun har haft med køb af en hest, som hun i går delte en video omkring på sine sociale medier.

Efter en grundig gennemgang af video og billeder, og en lang dialog med sælgerne, besluttede Shannon sig for at købe en 4-års hingst fra Spanien. 

– Fordi den stod så langt væk, valgte jeg at købe den ud fra video, efter en grundig dialog med sælgerne, hvor jeg blandt andet udtrykkeligt havde spurgt ind til hvor høj han var, fortæller Shannon, som da hun tog imod hesten fik sig lidt af et chok. 

– Han var så lille og lignede mest af alt en pony. Han var virkelig tynd og ribbene stak frem, og så var vi slet ikke i tvivl om, at han langt fra var den højde, som de havde oplyst. Vi målte ham flere gange og jeg har haft min dyrlæge til at måle ham, og han er kun 157,5 centimer. 

Tog hurtigt fat i sælgeren
Allerede på dagen, hvor Shannon modtog hingsten tog hun fat i sælgerne i forhold til problemet, men her blev hun mødt af en virkelig ubehagelig situation. 

– Jeg ringede til hende pigen, som har været rigtig sød igennem hele dialogen omkring købet, men hun sendte mig videre til en mand, som åbenbart ejede hesten. Da jeg ringede til ham blev det rigtig ubehageligt. Han var slet ikke til at snakke med, og svinede mig til. Jeg er normalt en hård negl, men det var så voldsomt, at jeg endte med at lægge på, forklarer Shannon og fortsætter:

– Derefter skrev jeg en sød SMS til ham i håb om, at vi bedre kunne kommunikere på den måde. Han sendte en helt masse svinebeskeder tilbage, og til sidst opgav jeg at snakke ham til fornuft. 

Fakta
Om Shannon

Shannon driver forretningen Shannon Sporthorses, hvor hun har stor succes med at sælge springheste til ind- og udland. Gennem sin tid i branchen har hun blandt andet solgt heste til Ben Maher, Martin Fuchs og Peder Fredricson, ligesom hun har solgt et utal af heste til USA udelukkende på videofremvisning. 

I sin egen karriere har Shannon uddannet mange succesfulde ungheste, som blandt andet har deltaget ved UVM, ligesom hun har vundet medaljer ved DM, NM og EM, og deltaget i klasser tom. 160 cm.

Shannon havde både foreslået, at de kunne betale halvdelen af pengene tilbage, og så kunne hun bruge kræfter på at finde en sød familie til den, eller at hun kunne få den tilset af sin dyrlæge og sørge for, at den kom i en forfatning, hvor den kunne rejse tilbage til Spanien, så handlen kunne gå tilbage. 

– Han er så tynd, så han kan slet ikke klare at rejse tilbage til Spanien nu. Jeg ville være dyremishandler, hvis jeg sendte ham på en lastbil i den forfatning, og derfor prøvede jeg at foreslå, at de kunne nøjes med at betale halvdelen tilbage. 

Har sat en streg over det
Efter en lang og ubehagelig dialog, har Shannon nu valgt at sætte en streg over det, og beholde hesten. Omkostninger til en eventuel retssag kan blive omfattende, og den kamp orker Shannon ikke at tage.

– Jeg har besluttet mig for at kastrere ham og sætte ham på fold, og så er vi gået i gang med at fodre på ham, i håb om, at han kan tage på og vokse lidt det næste halve år. Det skal siges, at jeg tror på, at jeg nok skal få den til at fungere, for den springer rigtig godt. Det var bare ikke den hest, som jeg havde regnet med at få hjem. Jeg havde forventet at få en hest hjem, som var klar til, at jeg kunne træne den, men ham her har brug for en pause inden vi går i gang. Da han kom af lastbilen rystede han og var bange, og efter min mening, var han slet ikke i en tilstand, hvor man burde have sendt ham på så lang en rejse.

Copyright Ridehesten.com
Shannon Mejnert Ketterle. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Håber at kunne forhindre andre tilfælde
Selvom det har været en ubehagelig oplevelse, så vælter det heldigvis ikke Shannons forretning økonomisk. Det ændrer dog ikke på, at det ikke burde være sket, og derfor har Shannon brug for at dele historien med omverdenen. 

– Kan det at dele det bare rykke folk en lille smule i forhold til, at de er mere ærlige når de sælger heste, eller kan jeg forhindre, at en lille pige, får en hest hjem, som slet ikke var det hun havde forventet. Forestil dig, hvis man havde brugt alle sine sparepenge på at købe en hest hjem, som slet ikke var det, som man havde forventet. De her mennesker ødelægger det for os, der altid gør vores ypperste for at være ærlige i handlerne. Jeg sælger rigtig mange heste udelukkende på video, og det vil jeg gerne kunne blive ved med. Min opfordring er, at folk altid tænker sig om en ekstra gang inden de køber hest på video, og så udelukkende gør det fra folk, som de føler er reelle og til at stole på. 

– Jeg ved godt, at jeg ikke kan forhindre alle de her typer af mennesker i at fortsætte, men er der bare én procent tilfælde som kan forhindres ved, at jeg deler min historie, så er det godt, slutter Shannon, som siden delingen af videoen på de sociale medier har modtaget mange beskeder om folk, der har oplevet lignende eller haft situationer, hvor hestene de har fået hjem, har været noget helt andet end det, som de var blevet lovet. 

Se videoen med Shannons opråb nedenfor. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner