Videofilm af min træning

09-07-2019 16:03

Line Hermann Hass

En fællesnævner for de sidste par uger har været et videokamera! Jeg har videofilmet min egen træning, jeg har afprøvet Pixio robotkamera, og vi har optaget salgsvideo

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kære Læsere 

Det er ikke altid, at tingene ser ud, som de føles. Og det kan være svært fra sadlen at mærke “alt”. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg får filmet min egen træning. Eksempelvis kan jeg i sadlen have fornemmelse af, at jeg har næsen korrekt placeret, men på videoen kan jeg se, at næsen skal en smule højere op og længere frem. Eller jeg kan have brug for at se springet i mine changementserier eller studere, hvordan jeg får forberedt og redet mine galoppirouetter bedre. 

Det kan også være svært fra sadlen at mærke eksempelvis en skævhed eller ubalance i opstillingen. Men ved at se én selv på video får man en bedre forståelse for, hvordan man retter det, når man sidder i sadlen. Der virker effektivt for mig, når jeg ser mine fejl med mine egne øjne! 

Omvendt er der også mange ting, som man ikke kan se fra jorden, men som man i langt højere grad kan mærke, når man sidder i sadlen. Derfor sætter jeg mig engang imellem op på mine elevers heste for at mærke, hvad jeg ser fra jorden, når jeg underviser. 

Ved at videooptage træningen med jævne mellemrum kan man forbedre sammenhængen mellem hvad man føler, og hvad man ser. Éns underviser har også en vigtig rolle i at udvikle denne sammenhæng, og det er ikke alle, som har den luksus at have underviseren stående ved hver træning. Så er videooptagelser en god hjælp! 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Jeg har endelig fået afprøvet Pixio robotkameraet. Den version hvor der også følger et videokamera med. Optagelsernes kvalitet er jeg fint tilfreds med. Og den følger fint hesten og zoomer ind og ud. Der er dog nogle gange, hvor kameraet ikke helt følger hurtigt nok med eller husker at zoome ind.

Det er afgørende for mig, at jeg nemt og hurigt kan sætte udstyret op og selv sætte det igang med at optage fra sadlen. Det tager mig små 10 minutter at sætte udstyret op på ridebanen, og jeg kan trykke "optag" på Pixio-armbåndet, som jeg har på for at kameraet kan følge mig. Så det er helt sikkert en rigtig god løsning til at blive filmet til daglig. Men udstyret koster mange penge, og udviklingen går enormt stærkt på dette område, så der ligger nogle overvejelser inden så stor en investering.

Og så har jeg fået lavet salgsvideo, og er nu klar til at begynde det egentlige salgsarbejde, så jeg kan få solgt den første hest igennem HassHorses. Man er meget velkommen til at kontakte mig, hvis man har en godt uddannet kvalitetshest, som man ønsker at indlede et samarbejde om for at få solgt til udlandet. Jeg vil meget gerne præsentere flere heste i mit salgsnetværk overfor potentielle kunder. 

Så vil jeg bare ønske jer en rigtig god sommerferie!

Med venlig hilsen 

Line Hermann Hass

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner