Hvem er jeg udover at jeg underviser i dressur?

05-06-2019 08:12

Line Hermann Hass

For tiden blogger jeg ud fra min rolle som dressurunderviser, deler mine tanker med jer som underviser og giver et par træningstips i hvert blogindlæg. I dette indlæg vil jeg dog give jer et indblik i, hvem jeg er, og hvad jeg ellers går og laver udover at undervise

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kære Læsere

Jeg bruger i dag al min tid på heste. Dvs. næsten al min tid. Jeg har også en søn, William, på snart 1 år.  Både min kæreste og jeg er selvstændige med fleksible arbejdstider, og vi har stor hjælp fra bedsteforældrene. Det er en kæmpe hjælp, når jeg også skal passe rideforretning og stald. Hestene står hjemme hos mine forældre i en stald, og jeg kan passe stald og undervisning, imens William passes af mormor og morfar om eftermiddagen. Hestene rider jeg, mens William er i vuggestue. "Struktureret hverdag" har fået en helt ny mening. Det tror jeg, at mange mødre, som også vil nå hesten, kan nikke genkendende til :) 

Ud over Dressurundervisning.dk har jeg startet HassHorses med ambitionen om at sælge uddannede kvalitetsheste via et stærkt salgsnetværk, også med internationale købere, hvor jeg har et par personlige kontakter. Til sommer sætter jeg første hest til salg igennem HassHorses. Det glæder jeg mig til! Jeg er på udkig efter lignende heste at sælge for kunder, og jeg vil arbejde på at finde samarbejdspartnere, hvor vi "hjælpe hinanden" med at få solgt gode dressurheste.

På det personlige plan er mit fokus lige nu at uddanne min næste Grand Prix hest, som jeg kan ride stævner på. Forhåbentlig med kvalitet nok til igen at ride på internationalt niveau. Det er drømmen! Jeg ved, hvor svært det er, men jeg ved også, at det er muligt. Jeg har gjort det før med min bedste ven, Tarsan, og det var den mest fantastiske rejse, som vi var på sammen. Nogle af jer har måske fulgt rejsen på Ridehesten Junior, hvor jeg bloggede. Til min store sorg mistede jeg Tarsan sidste år pga. komplikationer efter en kolikoperation. Jeg savner ham helt forfærdeligt. Han var min bedste ven, og havde et hjerte af guld! Han gjorde alt for mig, han har givet mig de største oplevelser og opfyldt alle mine drømme. Det er så forfærdeligt hårdt at miste, når man elsker så enormt højt. Verdens bedste Tarsan.

Heldigvis har jeg heste i stalden, som jeg tror meget på, og som er langt i deres uddannelse. De har været en stor hjælp til at komme "op på hesten igen". Og med min træner Vivi ved min side, så er det bare afsted derud af, det ene skridt foran det andet! Forhåbentlig venter en ny og spændende rejse med en ny ven.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mit valg om at gå selvstændig med heste har været ret længe undervejs. Heste og dressur har altid været min store passion, men jeg har skulle finde min egen måde at gøre det på. Jeg har reddet hele mit liv, startede som rideskolerytter, fik helpart på en pony, og som 14-årig fik jeg min første hest. Som 18-årig arbejdede jeg som rytter, og havde ansvar for at fremvise ungheste ved championater og red hingst under Herning Hingstekåring. Sideløbende tog jeg en kandidatuddannelse på CBS, og jeg arbejdede et par år som Account Manager i IBM og Projektleder i Berlingske, inden jeg kastede mig ud i kun at arbejde med heste. Idag er jeg selvstændig og driver Dressurundervisning.dk og HassHorses, og jeg er glad for at turde gå all in i det, som jeg er passioneret omkring.  

Nu skal den bare have fuld gas, og så er jeg spændt på at se, hvad fremtiden bringer.

Man kan følge Dressurundervisning.dk på facebook, hvor jeg giver tips og inspiration til den daglige træning.

Med venlig hilsen 

Line Hermann Hass

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner