Et tæt samarbejde med avler er vigtigt

11-12-2019 16:11

Line Hermann Hass

Det er en stor tillidssag at stå for uddannelse, fremvisning og salg af andres heste. I mit arbejde som selvstændig er et tæt samarbejde med avler om deres hest helt nødvendigt for et godt forløb

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Avler skal have tillid til, at hesten passes og plejes og tillid til mine evner som rytter. Og jeg skal under hele forløbet have dialog med avler omkring hestens udvikling og avlers forventninger til uddannelse og salg.

Avlere er jo i sagens natur passionerede hestemennesker, og det giver mig en stor glæde i hverdagen at dele den enkelte hests forløb og rejse. Jeg havde en fantastisk tid på Heslegård Stutteri i tæt samarbejde med avlerne Niels og Lisbet Johnsen. Nogle heste skulle uddannes frem mod at blive solgt og andre frem mod stævner og championater. Jeg havde også fornøjelsen af at ride deres avlshingst Heslegårds Platin ved Hernings Hingstekåring 2 år. Man arbejder frem mod de samme mål, og man deler nedture og opture.  

Når jeg tager heste i ridning er det vigtigt for mig at lave en forventningsafstemning med avler om den enkelte hest. Forventninger til eksempelvis uddannelse, stævnedeltagelse, prissætning og hvornår hesten skal være solgt. Nogle heste sættes i ridning for at blive hurtigt solgt, og andre skal uddannes i en længere periode. Dialogen holdes løbende, da der er flere faktorer, som kan ændre sig i løbet af hestens uddannelse og udvikling. Nogle heste viser sig at være enormt ridelige og udvikler sig bedre end først forventet. På samme måde har jeg ansvar for at fortælle avler, hvis jeg møder udfordringer med en hest, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan udvikle hesten eller opfylde forventningerne, som vi satte for hesten.

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Som rytter er det en fordel at avler kender til hestens opvækst og temperament, så jeg er klædt bedst muligt på til at uddanne og sælge hesten. Især i de situationer, hvor hesten ønskes solgt indenfor et par måneder, og hvor jeg derfor ikke når at lære hesten så godt at kende. Både avler og jeg er interesserede i, at hesten bliver solgt til den rigtig køber. At hest og køber er det rigtige match, og får et langt og godt partnerskab. Derfor er det vigtigt, med en tæt dialog mellem mig og avler, så jeg kan rådgive køber om hesten, også selvom jeg ikke personligt kender til dens historik.

Jeg underviser på forskellige ridecentre på Sjælland og har derfor kontakt til en del sjællandske ryttere på udkig efter ny hest. En brugt sætning er "Alle hestene står da også i Jylland!". Derfor samarbejder jeg også med jyske og fynske avlere, selvom HassHorses ligger i Nordsjælland.

2020 skal bruges på at få godt gang i HassHorses. Jeg har lært en masse af mit første år som selvstændig og er stolt og taknemmelig over, at Dressurundervisning,dk kører godt. Nu glæder jeg mig til at arbejde videre på HassHorses i tæt samarbejde med avlere, hesteejere og elever. Vi ses på bloggen i 2020 :)

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner