Sejr til Allan i Bundgaard Byg Cup

19-06-2016 13:40

Britt Carlsen

Allan Grøn har taget Zick Flower hele vejen fra unghest og frem til lille tur, hvor parret denne weekend vandt Bundgaard Byg Cup på Broholm

Den anden afdeling af den populære Bundgaard Byg Cup har været afviklet under DM stævnet på Broholm. Cuppen giver ryttere og heste på lille turs niveau en mulighed for at konkurrere mod hverandre ved udvalgte stævner, for så at samle de bedste til en finale, som finder sted ved Blue Hors Dressurfestival i november,

Blue Hors berider Allan Grøn indløste billet til finalen i dag med en sikker sejr på 8-årige Zick Flower e. Blue Hors Zack. Parret sejrede i Intermediaire lørdag og igen i küren i dag. Der var masser af energi og gålyst hos Zick Flower igen i dag, og den energi og gålyst kan Allan bruge fremadrettet, fortæller han. For selvom han er kvalificeret til finalen, så er der planer om at lade Zick Flower snuse til den store sport ved landsstævnerne. Han er uddannelsesmæssigt godt på vej mod stor tur, og har super let ved de svære øvelser, fortæller Allan.
Og Esben Møller indskyder: husk man kan købe en magen til på Blue Hors følchampionat på lørdag!

På en lige så sikker andenplads fulgte Nana Berg Christensen og Highlander e. Blue hors Hotline, men der var lidt usikkerhed omkring tredjepladsen, men den blev indtaget af Karsten Hansen og Quantos e. Quite Capitol, som avancerede fra en femteplads i lørdagens obligatoriske program til en tredjeplads i dagens kür. Dermed henviste han John Hvalsøe Saul til fjerdepladsen med Bella Donna e. Brantano, der ellers lå på en tredjeplads inden dagens kür.

Se hele resultatet her. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner