Se forslag til repræsentantskabsmøde

19-02-2026 19:06

Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde i Herning til april suppleres med en faglig eftermiddag, hvor reproduktionsteknikker er på programmet

Copyright Ridehesten.com
Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde nærmer sig. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Dansk Varmblods årlige repræsentantskabsmøde finder sted lørdag den 18. april 2026 i MCH Messecenter Herning på Vardevej 1, 7400 i Herning klokken 10.00, hvor der blandt andet er formandsvalg på programmet for første gang i 32 år. 

Idet forbundets siddende formand Jan Pedersen i 2024 meddelte, at det var hans sidste periode som formand for Dansk Varmblod, er der for første gang i 32 år formandsvalg på programmet. Jan blev valgt i 1994, og efter 32 succesfulde år er det nu blevet tid til et skifte. Der er én kandidat, der har meldt sig til formandsposten, Mogens Pedersen, som der vil kunne læses et portræt af i magasinet Ridehestens marts-nummer. 

Copyright Ridehesten.com
Mogens Pedersen er kandidat til formandsposten. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

På repræsentantskabsmødet bliver avlerne af medaljehopper og medaljehingste hædret, ligesom avlsledelsen løfter sløret for, hvem der er valgt som Årets Avler 2026

Når den formelle del af repræsentantskabsmødet er overstået, er det tid til den faglige eftermiddag, der i år handler om moderne reproduktion. Emnet bliver introduceret af Jan Pedersen, der foruden at være formand for Dansk Varmblod også er præsident for WBFSH, og han vil orientere om arbejdet med dette i organisationen. 

Herefter vil en repræsentant fra Dansk Varmblods avlsledelse fortælle om holdninger og regelændringer i relation til moderne reproduktion. Til slut vil en repræsentant fra Vet Embryo fortælle om de forskellige ifolingsteknikker og de erfaringer, som er gjort på klinikken de senere år. 

Copyright Ridehesten.com
Dansk Varmblods formand Jan Pedersen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Dagsorden for repræsentantskabsmødet: 

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning om forbundets virksomhed i det forløbne år og arbejdsplan for det kommende år
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse 
  4. Fastsættelse af kontingent for det efterfølgende år
  5. Faglig redegørelse af avlsarbejdet 
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af formand
  8. Valg af to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret eller registreret
  9. Eventuelt

Indkomne forslag til repræsentantskabsmødet 

Forslag 1: 
Forslagsstiller: Region 2
Forslag: Der stilles forslag om en stærkere håndhævelse af "Code of Conduct", samt en øget beskyttelse af frivillige og officials ved DV's arrangementer i deres kapacitet og rolle som "DV's aktører". Derfor opfordres DV's hovedbestyrelse til at lave tiltag til: 

  1. At styrke kompetencer og sanktionsmulighederne i disciplinærudvalget. Herunder tydeliggøre mulighederne for udelukkelse, midlertidigt eller permanent af både privatpersoner og juridiske enheder. Sanktionsmulighederne skal gælde både medlemmer og ikke-medlemmer af DV. 
  2. At hvis indklagede ikke accepterer afgørelser fra disciplinærudvalget, afgøres tvister ved Voldgiften og ikke ved de civile domstole 
  3. At anlægges der en civil sag mod personer med tilknytning til Dansk Varmblod, som led i eller i direkte tilknytning til en verserende disciplinærsag, kan foreningen udelukke sagsøgeren fra alle aktiviteter, indtil den civile sag afsluttes
  4. At Seges Innovations uafhængige og uvildige disciplinærinstans benyttes som appelinstans. Deres afgørelser skal gøres endelige, så de som udgangspunkt ikke kan ankes til de civile domstole
  5. Det præciseres at en anke ikke påvirker afgørelsens ikrafttræden, men mindre disciplinærudvalget eller appelinstansen bestemmer andet
  6.  At det skal præciseres og tydeliggøres, at der ikke kan anlægges erstatningskrav mod DV og mod ”DV’s aktører”
  7. At det skal sikres, at man ved tilmelding til DV-arrangementer samtidig skal acceptere ovenstående
  8. At der af hensyn til ”License to Operate” offentliggøres Appeludvalgets afgørelser evt. anonymiseret

Kan forslaget ikke godkendes som helhed, stilles punkterne som individuelle forslag til afstemning. Målet skal være, at reglerne er opdaterede og offentliggjort inden der åbnes for tilmelding til årets kåringer. 

Forslag 2:
Forslagsstiller: Hovedbestyrelsen
Forslag: Hovedbestyrelsen gives mandat til at ændre kontingentstrukturen i Dansk Varmblod med ikrafttræden primo 2027. Den nye kontingentstruktur vil være fleksibel og tilrettelægges således, at den tilgodeser det enkelte medlems behov. Der vil samtidig blive arbejdet målrettet på langt flere medlemsfordele for Dansk Varmblods medlemmer. Nugældende vedtægters §20 udgår.

Forslag 3: 
Forslagsstiller: Hovedbestyrelsen
Forslag: §19. Regnskabsåret følger kalenderåret. Forbundets reviderede årsregnskab skal foreligge senest den 22. februar i det følgende år. stk. 2. Hovedbestyrelsen fastsætter frister for regionernes indsendelse af regnskabsmateriale til brug for forbundets løbende regnskabsføring.

Forslag 4: 
Forslagsstiller: Hovedbestyrelsen
§13. Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år senest ultimo april og skal indkaldes senest 1. marts via en af forbundets kommunikationskanaler eller ved skriftlig meddelelse direkte til medlemmerne med mindst seks ugers varsel.

Forslag 5: 
Forslagsstiller: Hovedbestyrelsen
§11. stk. 3. Udvalget udarbejder sammen med forbundets formand udkast til forbundets budget for det kommende år, som derefter forelægges hovedbestyrelsen til beslutning. Budgetforslaget skal senest behandles på et hovedbestyrelsesmøde i løbet af første kvartal af det aktuelle budgetår.

/Dansk Varmblod. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner