Trine Askjær-Jørgensen
Søndagen hos Karlslunde Rideklub startede landsstævnet i dressur med finalen i Catago Cup, hvor de første ryttere var på banen i LA5. Her var ti ekvipager til start, og efter dagens præstationer blev det Sarah Holst Schødt og dansk varmblodshoppen Ariel Eg e. Bøgegårdens Santiago/ United (opdr. Bodil Eg), der løb med sejren i det samlede resultat med i alt 143,417%.
På andenpladsen blev det Astrid Charlotte Smith Larsen og dansk varmblodsvallakken Kamar's Don Rayman e. Blue Hors Don Romantic/ Blue Hors Hertug (opdr. Stald Kamar v/ Morten Kappel Petersen), der faktisk vandt dagens LA5, men ikke havde hevet nok point hjem til sejren i det samlede resultat. Det var alligevel tæt løb, for Astrid og Don Rayman fik 142,245%.
Caroline Møller Hansen blev nr. 3 i dagens LA5, og den placering holdt hun og DV-vallakken Møensholms Avicii e. Antobello/ Prinz K3 (opdr. June og Sebastian Fogh) også i det samlede resultat med 140,888%.
Det samlede resultat af Catago Cuppen i LA.
Catago Cup er en landsdækkende turnering, der består af seks kvalifikationer, der afholdes ved C-stævner i perioden maj til august. Turneringen afsluttes med én samlet finale ved B-stævne. Der afvikles på to niveauer samtidig - henholdsvis LA og MB - så der er ret beset tale om to selvstændige turneringer, der dog altid afvikles ved samme stævne.
Vinder af Catago Cup er den ekvipage, der sammenlagt fra dag 1 og dag 3 opnår den højeste procentscore.
Næste klasse på dagens program var finalen i Catago Cup på MB-niveau, som gik i MB2. I blandt de ti ekvipager var det Anna Skriver og Gørklintgårds Salty Sea e. Gørklintgårds Santos/ Sir Donnerhall I (opdr. Jørgen Ravn), der løb med titlen efter et flot program, der sikrede parret samlet 141,023%.
Josefine Lindegaard Halkjær og Kamilla J. Larsen placerede sig omvendt i dagens MB2, men i det samlede resultat var det Josefine, der sikrede sig den højeste score af de to og dermed andenpladsen i finalen sammen med DV-hoppen Dicte e. Blue Hors Don Olymbrio/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Kildegård ApS), med hvem hun red til i alt 140,104%.
Kamilla og Jolene e. Johnson/ Florencio I (opdr. Heidi Carstensen) red til en højere score i dagens MB2, men med samlet 138,449% blev det til en tredjeplads i det samlede resultat.
Ridehestens egen fotograf Maria L. Mortensen og trakehnervallakken Keyser Kira e. Honoré du Soir/ Hohenstein E.H. (opdr. Kirsten Larsen) blev nr. 5 i finalen.
Det samlede resultat af Catago Cuppen i MB.
God tilslutning og flotte resultater i landsstævneklasserne
Næstefter de to Catago Cups var det tid til ordinære landsstævneklasser, og her fortsatte stævnet med endnu en MB2, hvor fem ekvipager var til start. Klassen blev vundet i flot stil af HP Horses-rytter Maria Falkner Hansen med oldenburgerhoppen Best of Mount St. John OLD e. Fürst Romancier/ Bordeaux med 72,017%, mens andenpladsen gik til Ida Bøllingtoft Asmussen med Frida Gold e. Fidertanz/ De Niro, der tidligere har gået under juniorrytter Johanne Kofod Jensen. Parret red til 69,123%.
Søndagens andensidste klasse var Prix St. Georges, hvor otte ekvipager var til start. Bedst af dem var erfarne Mai Tofte Olesen med den 10-årige dansk varmblodsvallak Almroths Santiago e. Sezuan/ Quaterback (opdr. Dorte Andersen), som sejrede med 71,184%.
På andenpladsen kom Josephine Gert Nielsen og den skimlede vallak Bravio Bianco e. Belantis/ De Niro, som red til 70,351%.
Dagens og weekendens sidste klasse var Grand Prix, hvor syv ekvipager var til start. Her red Line Miller Danielsen DV-hoppen Halmtofte Amourette e. San Amour/ Solos Landwind (opdr. Hanne Brebøl & Ole Thorsen) til 69,367% og en sejr, mens Anne Sofie Aaen og den 12-årige vallak Fürsten-Flame e. Fürstenball red sig til andenpladsen med 68,133%.
Stævnets start- og resultatlister.