Sadelkåring i Region 3

24-08-2010 15:15
Avl
I går afholdt Region 3 Sadelkåring og 1-dagsafprøvning for gangartsbetonede hopper på Middelfart Ridecenter

Første del af programmet blev afviklet udendørs på ridecentrets fine baner. Lige omkring frokost begyndte regnen dog at sile ned, og heldigvis var værterne beredte og kunne stille en hal til rådighed for arrangementet resten af dagen. Dagens bedste 3-årige gangartshoppe blev kat. 603, Hønnerups Galena, som er efter Blue Hors Don Romantic / Schwadroneur. Hun er opdrættet og ejet af Stutteri Hønnerup i Gelsted, og blev redet af Lotte Straarup. Med i kampen om titlen som dagens bedste 3-årige hoppe var kat. 122, Angelique H e. Damsey / Solos Landtinus, som blev fløjhoppe i sit hold. Hoppen er ejet og opdrættet af Birthe og Poul Holfelt i Otterup, og blev fremvist af Sissel Holfelt Kristensen. Bedste hoppe i holdet for 4-års og ældre blev kat. 348, Verdi e. Blue Hors Romanov / Allegro. Hun er ejet og opdrættet af Karin Thøgersen i Bramming, og blev fremvist af Kit Stryhn. De to 3-års hopper blev udtaget til Eliteskuet, ligesom det også blev tilfældet for Noosa Melody e. Blue Hors Don Romantic / Schwadroneur (opdrættet og ejet af Else Rohmann, Gislev) og Christianslund Gioanna e. Søbakkehus Gerona (opdrættet og ejet af Annette Juhl, Odense).

Alle billederne fra sadelkåringen kan ses her på siden fra i morgen, onsdag

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen