Maria Lerche Mortensen
Dansk Varmblods Region 2 afholdte i dag deres følskue. Det udgjorde startskuddet for de næste tre ugers følskuer rundt om i landet. Regionen har et tæt samarbejde med Riders Cup i Glumsø, der også i dag lagde fine indendørs faciliteter til arrangementet.
Traditionen tro, var det de springbetonede føl, der indtog hallen som de første. Ud af 17 føl blev ni udtaget til dagens finale af dommerholdet, der bestod af Allan Blomgren og Johnny Hansen.
For de springbetonede hoppeføl var det kat.nr. 222 Terrevive Rah e. Tangelo Van De Zuuthoeve/ Clarimo (opdr. og ejet af Andreas Høiås), der tog sejren, imens kat.nr. 211 Dima’s Miss Perfect e. Bonaparte Z/ Heartbeat (opdr. og ejet af Ditte Moesgaard) blev udnævnt som reserve.
For hingstene blev kat.nr. 219 Picado e. Party Dance/ Canturano (opdr. og ejet af Ida og Mette Dyrbye Hersbøll) udnævnt som dagens bedste, springbetonede hingst og sikrede sig dermed pladsen til eliteskuet. Nummer to og dermed reserve til eliteskuet blev kat.nr. 202, Las Vancouver e. Vasco Ask/ Carmargue (opdr. og ejet af Lilianna Sørensen).
Efter frokost blev de 34 dressurbetonede føl præsenteret for Per Springborg og Vicky Nortvig. De udtog ti føl til dagens finale. De bedst placerede avlere mindede en del om sidste års top ved regionens følskue, idet Stald Baunehøj, der sidste år leverede den bedste, dressurbetonede hingst, i dag leverede den bedste dressurbetonede hoppe.
Dorte Andersen, der sidste år havde den næstbedste hingst, fremviste i dag den bedste hoppe. Reservehingsten sidste år kom fra Ulla og Kristian Bech, men i år avancerede avlerparret og snuppede en billet til eliteskuet med dagens næstbedste hoppe. Highsand Horses fik sidste år den næstbedste hoppe, i år var placeringen den samme, men denne gang for hingstene.
Således blev det for de dressurbetonede hopper kat.nr. 265 Baunehøjens Joliet e. Jovian/ Sezuan (opdr. og ejet af Stald Baunehøj v. Pia Gobert og Asger Lorentzen), der blev kåret som dagens bedste. Hun skal derfor til eliteskue sammen med dagens nummer to, kat.nr 264, Malaika Lindebjerg e. Hesselhøj Donkey Boy/ Londonderry (opdr. og ejet af Ulla og Kristian Bech). Reserven blev kat.nr. 232 Lissau’s Brenda e. Blue Hors Baron/ Grand Galaxy Win (opdr. og ejet af Stutteri Lissau v/ Majbrit Lissau).
Det blev kat.nr 258 Dream of Gold A., e. Dynamic Dream/ Quaterback (opdr. og ejet af Dorte Andersen), der tog sejren for hingstene. Imens kat.nr 259 Highsand Kid Kaliber e. Glamourdale/ Fürstenball (opdr. og ejet af Highsand Horses v/ Eva Nabi) blev nummer to og kat.nr. 236 Da Vinci JM e. Hesselhøj Double up/ First Choice (opdr. og ejet af Jacob W. Scoppa Meder) tog reservepladsen.
Allerede i morgen er det tid til det næste følskue, da afholdes følskue i DV Region 4 hos Esbjerg rideklub.
Ridehestens fotograf var til stede ved dagens følskue. Billederne kan ses her på siden i den kommende uge.