Ryttere vælger vesterhavsvind og mental ro i ferien

09-06-2019 07:32

Mathilde Louise Stenild Brejner

Når danske ryttere skal på ferie med hesten, vælger de konsekvent de naturskønne områder nær kysterne eller de dybe skove, hvor trafik og hverdagens trummerum føles fjern

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Spørger man formand for foreningen FerieRytter Merethe Kepp om, hvilke steder der flittigst besøges af danske ryttere, når de skal på ferie med deres hest, er billedet ganske klart. De steder, hvor naturen råder, så hverdagen virker langt væk, er klart øverst på listen, når vi drager afsted på ferie med vores hest.

Konkret nævner Merethe Kepp steder som den Jyske Vestkyst, områderne omkring Ringkøbing Fjord, Falster, Møn og sidst, men ikke mindst, Riderute Sydfyn, hvor man kan ride i store dybe skove langt fra asfalterede og trafikerede veje.

– De danske ryttere vil opleve den skønneste natur, når de tager på ferie med deres hest. Det er sansningen, der er i fokus, man vil ned i kroppen, have pulsen ned og trække vejret helt ned i sadlen, når man tager på ferie med hesten, siger Merethe Kepp. 

Det handler om, at rytterne ønsker fred og ro og en stund med deres hest, hvor der bare er fokus på båndet mellem hest og rytter og gode naturoplevelser. På den måde kan man slippe det hele, når man rider på en skovsti, hvor det eneste, man kan se, er træer, så hverdagen med by, biler og arbejdsopgaver virker langt væk. 

Hest og rytter i ukendt terræn sammen
Merethe Kepp fortæller, at mange holder af at tage deres egen hest med på ferie, fordi det giver grounding, og så er det spændende og udfordrende for både hest og rytter, når man er sammen i ukendt terræn. 

– Det handler om en følelse af, at vi klarede den sammen, mig og min hest. Jeg oplever ofte, at ryttere, der har deres egne heste med på vores feriedestinationer, er meget bekymrede og nervøse og stiller mange spørgsmål fra alt om folde til, hvordan man finder vej ude på ruterne. Når de får den hjælp, de har brug for, og overvinder deres bekymringer, tager de hjem med en succesfølelse, siger Merethe Kepp. 

Ferierytter drives på frivillig basis, men Merethe Kepp fortæller, at hun føler, at det er alle arbejdstimerne værd, når hun kan hjælpe ryttere og deres heste til at få nogle uforglemmelige oplevelser på nogle af de smukkeste natursteder i Danmark. 

Hvordan forbereder man sig på at tage hesten med på ferie?
– Det handler om at øve sig i god tid, før man skal afsted på ferie med hesten. På den måde ved man, at man kan læsse hesten i trailer, køre vogntoget, ride i ukendt terræn og sidst, men ikke mindst, læsse hesten ude i naturen, så man også kan komme hjem igen på en god måde, siger Merethe Kepp. 

Derfor anbefaler hun, at man øver sig i at læsse hesten i trailer, tager den med på nogle småture i traileren samt prøver at ride i nye områder, før man tager afsted på ferie med hesten.

Derudover fortæller Merethe Kepp, at det er vigtigt, at man miljøtræner sin hest, så den kan passere forbi plæneklippere, blå balloner og høns uden at være ved at gå ud af sit gode skind af skræk.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sidst, men ikke mindst, fremhæver Merethe Kepp, at det er meget væsentligt, at man har styr på sikkerheden, hvis man rider ud i ukendt terræn. Og særligt, hvis man rider alene. 

– Brug altid en sikkerhedsgodkendt ridehjelm, gode støvler med hæl, handsker og meget gerne en sikkerhedsvest, så der er styr på sikkerheden, siger Merethe Kepp. 

Hun anbefaler, at man downloader 112 App, så man via GPS-koordinator altid kan få hjælp, hvis man er så uheldig at falde af hesten og komme til skade på et ellers øde sted. Derudover mener Merethe Kepp, at det er en god idé, hvis man downloader Horse Rider SOS, som er en app, der sender en sms, du skal besvare, hvis du falder af. Hvis du ikke gør det, sender den et alarmopkald med GPS-koordinator til din udvalgte kontakt. På den måde kan du få hjælp, selv hvis du falder af hesten og mister bevidstheden. Sidst, men ikke mindst, anbefaler Merethe Kepp, at man downloader en app, man kan bruge til tracking. Eksempelvis Endomondo. 

Hvor kan jeg komme på ferie med min hest?
Hvis du har fået blod på tanden, kan du se, hvor du kan komme på ferie med din hest på Ferierytters hjemmeside. I øjeblikket er der tilbud i alle landets fem regioner, hvor 77 forskellige aktører tilbyder forskellige ferieoplevelser for dig og din hest.

–Vores nyeste skud på stammen er, at man kan komme på sommerhøjskole med sin hest, siger Merethe Kepp, der er utrolig glad for de lokale tiltag, der udover at give en håndfuld ryttere nogle uforglemmelige oplevelser også er med til at skabe arbejdspladser i nogle landdistrikter, hvor der ellers kan være langt imellem arbejdspladser. 

Merethe Kepp forventer, at man i løbet af i år vil være oppe på over 100 forskellige aktører, der tilbyder hesteoplevelser til feriefolket. 

Læs mere på FerieRytters hjemmeside

Copyright Ridehesten.com
Danske ryttere vil ud, hvor naturen er uberørt og vild, når de holder ferie med hesten. Det fortæller formand for foreningen FerieRytter, Merethe Kepp. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Om Ferierytter
FerieRytter består af fire personer fra Danmark. Formålet med foreningen er at udvikle og fremme hesteturisme i Danmark på lokalt og nationalt niveau samt at arbejde for at synliggøre hesteturisme som en kilde til landdistriktsudvikling.

Foreningens formål søges opfyldt via et bredt samarbejde.

Fra 2016 har foreningen taget initiativ til at samle alle danske udbydere af ferie- og fritidsrelaterede hesteoplevelser på ét sted. Ambitionen er at medvirke til, at hesteturismen i Danmark kan vokse og blomstre.

Kilde: FerieRytter 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner