Maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue er udsolgt

28-02-2025 06:28

Interessen for Roskilde Dyrskue er stor, og det mærkes særligt på maskinudstillingen, der nu melder alt udsolgt. Samtidig har entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson indgået en aftale som hovedsponsor

Copyright Ridehesten.com
Selvom maskinudstillingen på Roskylde Dyrskue i år bliver udvidet markant, meldes der nu alt udsolgt. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Når Roskilde Dyrskue slår dørene op til sommer, bliver det med en fyldt maskinudstilling, hvor alle standpladser allerede er revet væk. Med 67.364 m2 udstillingsplads og 184 udstillere, der præsenterer de nyeste landbrugs- og entreprenørmaskiner, udvides maskinudstillingen med cirka 2300 kvadratmeter. Det var ikke meningen, at den skulle være større, ifølge salgskoordinator for Roskilde Dyrskue, Niels Mathiasen, men den store efterspørgsel er et tydeligt tegn på, at arrangementet fortsat er en vigtig platform for branchen. 

Det er fantastisk at opleve den store opbakning fra maskinbranchen. Det bekræfter, at dyrskuet er et centralt mødested for både landmænd, entreprenærer og det grønne område, der ønsker at holde sig opdateret på den nyeste teknologi. Samtidig med at det er et sted, hvor stærke netværk bliver skabt og vedligeholdt, hvilket er afgørende for både forretning og vidensdeling i branchen, siger Niels Mathiasen. 

Ny hovedsponsor
M.J. Eriksson har valgt at indgå sponsoraftale med Roskilde Dyrskue. Entreprenørvirksomheden, der beskæftiger sig med store anlægsprojekter over hele landet, ser dyrskuet som en oplagt mulighed for at styrke forbindelsen til både landbruget samt bygge- og anlægsbranchen. M.J. Eriksson har booket en "historisk" stor stand, hvor der vil være fyldt med aktiviteter for hele familien. 

Roskilde Dyrskue er en begivenhed, hvor fagfolk mødes, og hvor vi har mulighed for at vise, hvad vi kan inden for entreprenør- og anlæg, infrastruktur samt forsyning og miljø. Det er samtidig en unik chance for at komme i dialog med landbruget og andre aktører i branchen, som vi allerede samarbejder med, eller som vi gerne vil skabe nye relationer til. Derudover er det vigtigt for os at vise de mange muligheder, der findes inden for entreprenørbranchen, så vi kan tiltrække nye medarbejdere og inspirere næste generation til at vælge en karriere inden for vores fag, siger Kristina Hyttemads fra M.J. Eriksson. 

Copyright Ridehesten.com
Niels Mathiasen fra Roskilde Dyrskue og Kristina Hyttemads fra M.J. Eriksson. Foto: Privat

Fokus på klimaformidling
I en tid, hvor klima, bæredygtighed og grøn omstilling er mere relevant end nogensinde før, sætter Roskilde Dyrskue ekstra fokus på klimaudfordringer, og på hvordan landbruget bidrager til at løse disse. 

Det sker på dyrskuets klimaspots, hvor de besøgende vil få et indblik i alt fra klimavenlige dyrkningsmetoder og innovative teknologier til biodiversitet. Klimaformidlingen bliver en levende og interaktiv oplevelse for både børn og voksne, hvor der vil være mulighed for at lære, lege og blive inspireret til at tænke mere bæredygtigt i hverdagen. 

Copyright Ridehesten.com
Når tusindevis af gæster besøger Roskilde Dyrskue til sommer, bliver det med fokus på klimaformidling. Foto: Ridehesten.com/ Astrid Østergaard Sørensen

Med en udsolgt maskinudstilling, en ekstra hovesponsor og en stærk formidling, tegner årets Roskilde Dyrskue til at blive en begivenhed, hvor både udstillere og besøgende kan se frem til et par spændende dage fyldt med inspiration, netværk og de nyeste løsninger inden for landbrug og i entreprenørbrancen. 

Roskilde Dyrskue finder sted den 30.maj - 1. juni, hvor tusindvis af besøgende kan opleve alt fra maskiner og dyreudstillinger til familievenlige aktiviteter. 

Læs meget mere om Roskilde Dyrskue 2025 på deres hjemmeside og hold dig opdateret på deres Facebook-side

/ Pressemeddelelse fra Roskilde Dyrskue 2025 - hvor land og by mødes. 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen