Prinsessen tror på medaljer

07-08-2013 15:58

– Realistisk set er vi med i kampen om holdmedaljer, og jeg glæder mig meget til at skulle ride i Herning til EM, for jeg tror arrangørerne har et helt fantastisk arrangement planlagt for os, fortæller prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein 

Copyright Ridehesten.com

Siden OL-bronzemedaljen i Hongkong i 2008 har Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby e. Donnerhall, opdrættet af H.K.H. Prinsesse Benedikte, været den bærende kraft på det danske landshold. Igen ved dette EM er de naturligvis at finde på landsholdet, som skal forsøge at få en dansk medalje i hus på hjemmebanen i Herning.

EM-medalje i sigte
Fordelingen af holdmedaljerne bliver formodentlig en kamp mellem England, Tyskland, Holland og forhåbentlig Danmark. Landstræner Rudolf Zeilinger tror på en dansk medaljechance, og det samme gør prinsesse Nathalie.

– Helt realistisk set, så vurderer jeg, at vi er med i kampen om en holdmedalje. Naturligvis skal vi da også have heldet lidt på vores side, understreger hun. Samtidig vurderer hun også, at der på holdet er tre ekvipager, som på en god dag kunne være med i den individuelle medaljekamp i Specialen og i küren, der afvikles henholdsvis fredag den 23. og søndag den 25. august.

– Det er første gang, vi har så stærkt og homogent et hold. Vi har fire topheste, som alle kan være blandt de tre, som skal tælle til holdmedaljen, og så må vi heller ikke glemme, at på ryggen af dem sidder fire mentalt meget stærke ryttere, påpeger hun.

Alle danskerne får brug for deres mentale overskud i MCH Arenæns heksekedel onsdag den 21. og torsdag den 22. august, når holdmedaljerne skal afgøres. I lighed med de øvrige dressurryttere på det danske hold (Anna Kasprzak, Lone Bang Larsen og Andreas Helgstrand) glæder Nathalie sig i høj grad til EM på hjemmebanen i Herning.

– Jeg tror, det bliver et helt fantastisk EM. Jeg er sikker på, at det bliver et EM, som vi kan være bekendt og stolte af at have haft i vores land, understreger hun.

Digbys sidste mesterskab
For Nathalie personligt bliver EM i Herning også en lidt bittersød oplevelse. Siden 2006 har hun og Digby været en fast bestanddel på det danske landshold. Den brune vallak har udviklet sig til en verdenshest, med store resultater i bagagen, som OL-bronzemedaljen i Hongkong, en andenplads i World Cup-finalen i Leipzig samt et utal af sejre og topplaceringer i internationale Grand Prix-klasser. Nu er det slut. Digby er 16 år, og selvom han er i topform og super fit, så bliver EM i Herning på hjemmebanen deres sidste mesterskab for Danmark. Nathalie har besluttet at pensionere ham fra landsholdet, mens han er på toppen, men det bliver ikke et endegyldigt farvel til Digby ved EM. Det er for tidligt at sende ham på pension, han elsker at arbejde, så Nathalie har besluttet, at næste sæson bliver deres sidste i international topsport.

Læs mere i magasinet Ridehestens augustnummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner