Louise og Sara skrev historie

30-07-2017 11:41

Maria Lerche Mortensen

Det var dressurrytternes sidste tur ved EM i Ungarn, og her tog Louise Christensen sølvmedaljen imens Sara Aagaard Hyrm tog bronzemedaljen i en helt fantastisk kürfinale. Og det er første gang det er sket at danskerne har taget to medaljer i en EM-finale

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der var spænding helt til det sidste i dagens kürfinale, hvor de tre danske piger red sig ind i top-6 og dermed kom alle med til præmieoverrækkelsen. Første dansker på banen var Sofie K. Hansen og den smukke pony Prince Of Glory, der afsluttede et flot program med en travøgning imens scoren tikkede ind og endte på 75,900 % og en placering som nr. 6.

Næste danske rytter i ilden var Louise Christensen på Vegelins Goya, der ovenpå et flot og flydende program hvor Goya går i en flot form og Louise sidder smukt i sadlen scorede 79,600 % og dermed igen i dag kunne modtage en sølvmedalje ved præmieceremonien.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Familien Hyrm har haft nogle stressende dage, hvor Sara i går efter præmieceremonien måtte køres væk i ambulance efter voldsomme feberkramper og virus. Heldigvis fik Sara Aagaard Hyrm rejst sig og fik i dag redet en flot kür med høj sværhedsgrad, hvor der bl.a. blev skiftet fra versade til en modsatrettet travers og fri trav til travers. Så for nogen er det altså ikke tredje gang der er lykkens gang, men fjerde. Ved europamesterskabet i Danmark sidste år, opnåede Sara og Der Harlekin B nemlig to 4. pladser, hvilket hun også gjorde i går. Men i dag blev det altså til Saras første individuelle medalje med 77,400 % – Det er fantastisk, helt ubeskriveligt fortalte Sara til Ridehesten.com netop efter det sidste resultat var bekræftet og bronzemedaljen sikret. Og efter pigerne har været til pressekonference skal der drikkes masser af champagne i den danske lejr fortæller Jesper Hyrm.

Med endnu et fantastisk ridt blev guldmedaljevinderen igen tyske Lucie-Anouk Baumgürtel og Zinq Massimiliano FH med 81,550 %.

Copyright Ridehesten.com
Sara og Louise til pressekonference. Foto: privat
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen