Struer-Thyholm kom, så og sejrede

06-08-2023 16:47

Charlotte Kusk Berwald

I denne weekend har Frederikshavn Rideklub afholdt DM for hold i ponydressur. Her var der igen i år benhård kamp om medaljerne

Copyright Ridehesten.com
Vinderne af DM i dressur for hold. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

DM for hold er en af de helt store begivenheder for de danske ponydressurryttere. Hvert hold består af fire ryttere og de rider fire forskellige programmer. Der rides LA4, PRI, PRT og PRM. Dette gør at kat. 3 ponyerne, der normalt højest konkurrerer i LA4, selvom de selvfølgelig gerne må starte højere, også kan deltage, samt at de ekvipager, der endnu ikke er helt klar til at prøve kræfter med ponydressurens sværeste program, PRM, også kan komme ud og lufte stævnetøjet til et mesterskab. På den måde har man fået skabt et mesterskab, der både tilgodeser landets dygtigste ekvipager, såvel som de, der er godt på vej.

Guld til Struer-Thyholm Rideklub
Med en samlet score på 442,028 %, blev det de dygtige ryttere fra Struer-Thyholm, der kunne tage hjem fra årets mesterskab med guldet om halsen. Holdet bestod af Anna Dora Munch på Giotto, Malina Bøgh Skovsager på Cato 88, Cecilie Gautier Christensen på Tackmann's Cookie samt Anna Munkebo på Lyngdal's Mira Puella. 

Sølv til Aarhus Rideklub
Dette år gik sølvmedaljerne til Århus Rideklub, der fik en samlet score på 432,463 %. Her bestod holdet af Amalie Juliane Danvad Fredbøg på Spirit Kick, Vigga Frederikke Leth på Goldfever Hella Bella, Steffanie Victoria Horsted Dyrlund på Aurora. A, samt Miguel Schaldemose Larsen på Magic Moment.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Bronze til Vejle Rideklub
I år kunne rytterne fra Vejle Rideklub tage bronzemedaljerne med hjem. Her bestod holdet af Sophie Golan på Steendieks Diamond De Dali, Silje Bjørk Gram på SF Dark Royal, Agnes Ørnskov Beier på Gematus Bsamt Laura Amalie Odgaard på Bruno Mars. Holdet fik en samlet score på 427,859 %.

Fantastisk stævne
– Vi har haft et super mega godt stævne med god stemning, vanvittigt god stemning og særdeles kreative kostumer til lørdagens fællesspisning. Alle vores fantastiske sponsorer har gjort det muligt at give rytterne og deres ponyer et brag af en weekend. Kan man ønske sig noget bedre? lyder det fra Jannie Sommer på vegne af hele holdet, der har arrangeret weekendens stævne i Frederikshavn. 

Se stævnets resultatlister her.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner