Partie Sejh solgt til dansk juniorrytter

24-10-2024 15:51

Den smukke, skimlede, 6-årige DV-hoppe, Partie Sejh, er efter en succesfuld uddannelse under Christian Jansen, nu blevet solgt til en talentfuld, dansk juniorspringrytter

Copyright Ridehesten.com
Den 6-årige DV-hoppe, Partie Sejh, er solgt til dansk juniorrytter. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Det er 15-årige Emilie Sehested Boll, der er blevet den heldige ejer af den bare 6-årige DV-hoppe, Partie Sejh e. Candy De Nantuel/ Untouchable (opdr. Helle og John Søndergaard Nielsen). Emilie overtager tøjlerne fra springrytter Christian Jansen, som hun tidligere har overtaget hele to heste fra. 

Partie Sejh har med Christian Jansen i sadlen gjort sig særdeles bemærket på den danske, såvel som den internationale springbane. Parret blev blandt andet udtaget til at ride ved Studbook Trophy i Valkenswaard tidligere på året, hvor de red en utrolig flot fejlfri runde. Derudover blev hoppen nummer 10 i finalen ved Pavo og DRF's championatsfinaler i springning for 6-års springheste tidligere på sommeren, ligesom i 2023 blev nummer to ved finalen for 5-års springheste. Derudover har parret redet utallige sejre på nationalt såvel som internationalt plan. 

Copyright Ridehesten.com
Christian Jansen har haft stor succed med Partie Sejh. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Emilie Sehested Boll er ligeledes en yderst ambitiøs og talentfuld ung rytter, der med sine to nuværende DV-hopper, Elmegaardens Monroe e. Bøgegårdens Apollo/ Catoki (opdr. Maria og Martine Schnoor) og Madea e. Heratbeat/ Racot (opdr. Herluf Christensen) har haft stor succes. Emilie vandt blandet andet CSI3* Small Tour ved World Cup-stævnet i Herning i den forgangne weekend med Madea, ligesom hun har repræsenteret Danmark ved både EM og NM for childrenryttere. Emilie har tidligere overtaget to heste fra Christian Jansen, nemlig Lantini-EM e. Bøgegårdens Apollo/ Candillo (opdr. Peter A. Petersen), som nu er solgt og hoppen Madea, som hun har stor succes med. 

Copyright Ridehesten.com
Emilie Sehested Boll og Madea til World Cup-stævnet i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Nu har Emilie fået endnu en stjerne i stalden, da Partie Sejh flyttede ind tidligere på ugen. Emilie glæder sig meget til samarbejdet, og har allerede helt klare mål og ambitioner for fremtiden: 

Planen er helt klart at få opbygget et godt samarbejde mellem mig og Partie, så jeg har endnu et stærkt kort på hånden imens jeg rider junior, sammen med mine to andre heste, Madea og Elmegaardens Monroe. Vi håber og arbejder meget målrettet på en plads i bruttotruppen i 2025, og vi håber at købet af Partie kan gøre os endnu stærkere i fremtiden.

Emilie havde stor succes som childrenrytter, men da hun fyldte 15 år, blev det tid til, at hun nu skulle ride som juniorrytter. Det har stillet store krav til både hende og hestene, fortæller hun:

Springet fra at ride som childrenrytter til at være juniorrytter har været virkelig stort, og stiller mange krav til både rytter og de heste, man har i stalden, så jeg er virkelig glad for at få muligheden for at overtage så sej og ung en hest. Vi får undervisning ved Rikke Haastrup, så jeg er i de absolut bedste hænder. Vi håber bare, at mine drømme og mål bliver til virkelighed, afslutter Emilie. 

Copyright Ridehesten.com
Emilie Sehested Boll og Partie Sejh. Foto: Privat.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner