Cecilia Lindahl
Andreas Helgstrand satsede stort, da han i 2009 slog dørene op til Helgstrand Dressage. Siden er det gået rigtig stærkt. Helgstrand Dressage køber og sælger dressurheste i absolut verdensklasse over hele verdenen, og nu kan Andreas fremlægge virksomhedens bedste resultat til dato.
68,5 millioner kroner lyder overskuddet. Sidste år lød overskuddet på 36,4 millioner kroner, altså næsten en fordobling siden sidste år.
Virksomhedens egenkapital lyder pr. 30. juni 2017 på 249 mio. kr.
- Vi har bare fået endnu mere gang i forretningen, lød det fra Andreas Helgstrand, da Landbrugsavisen spurgte ind til, hvordan man opnår et så imponerende resultat.
Men Andreas Helgstrand har, for et par år tilbage, løftet sløret for hans succes i et interview til Børsen.
- Mange af hobbyfolkene har ikke hestene for at tjene penge, men de laver jo tit et selskab, og så tænker de, at nu skal de også tjene noget, og det kan de ikke finde ud af, fordi de ikke vil sælge de bedste heste. Kunderne ved, at jeg ikke kun viser de næstbedste. Hvis jeg havde gemt nogle af de bedste heste, jeg har solgt, havde jeg haft verdens bedste stald, men så havde jeg ikke haft det store overskud, lyder det fra Helgstrand.
250 heste i træning hos Helgstrand Dressage
Ofte købes føl og ungheste på auktioner eller direkte fra avlere rundt om i Europa. Helgstrand og hans dygtige medarbejdere videreuddanner hestene, hvorefter de oftest går for et tocifret millionbeløb.
Med Helgstrand Dressage i Vodskov, en base i Tyskland og snart en dressurstald i Wellington i Florida, så er der travlt hos Helgstrand Dressage, der lige nu rummer 250 heste i træning og 60 ansatte.