Anja Nielsen
Medgang eller modgang? Dét er spørgsmålet.
Jeg er ret sikker på, at jeg kender svaret.
Hvis vi kunne få medgang hver eneste dag, ville det jo være en velsignelse. Er det ikke rigtigt?
Men – for der er et men – er det så ikke finurligt, at vi som ryttere og mennesker samtidig søger at vokse. At blive bedre? Netop at blive bedre, drømmer vi også om i alle livets aspekter. Det er ikke kun i sadlen vi ønsker det.
Udvikling kommer af modstand. Fuldstændig ligesom når du er i fitness. Når du løfter tunge vægte, så er det vægten, altså modstanden, som gør at vores muskler vokser over tid. Modstand giver altså større muskler.
Det er ret interessant at kigge ind i, for omvendt så er fejl og modstand noget af det, vi som mennesker hader allermest. Hader er måske et kraftigt ord, men det er nu alligevel sandt.
Når hesten ikke vil gøre det, vi beder den om, så kommer frustrationen. “Hvad tænker de andre mon om mig, nu hvor det ikke ser supergodt ud på banen”, kunne sagtens være et af de spørgsmål, der farer gennem rytterens hoved i samme øjeblik, som fejlen indtræffer.
Men, vend den lige om, for hvad ville du gøre, hvis du altid fik medgang? Altid fik det du bedte om?
Gennem flere tusind samtaler jeg har haft med ryttere de sidste mange år, har jeg set et mønster. Vi søger ubevidst modstand, fordi vi inderst inde godt ved, at det er det, der udvikler os.
Tænk over det.
Hvis du vandt hver gang, du tog til stævne, hvad ville du så gøre? Jeg tror, du ville øge niveauet, indtil du ikke kunne komme længere. Derudover ville du måske købe en hest mere, som du kunne ride op, samtidig med at du havde din vinderhest med.
Er jeg helt forkert på den?
Jeg tror nemlig ikke, du ville synes, det var superfedt at vinde hver eneste gang, du tog afsted. Du ville kede dig til sidst.
Derfor er det så finurligt, at vi prøver at kravle udenom, hver gang vi møder modgang i vores træning.
Vi brokker os og synes, vi er dårlige til at ride, fordi det, vi havde sat os for i dag, ikke helt kom til udtryk, som vi havde forventet.
Men, hvad nu hvis vi slår en streg i sandet i dag og aftaler, at modgang og modstand er supergodt? Det er der vi lærer noget nyt. Ikke i medgang. Det er modgang, der kommer med læring. Hvis vi ønsker at dygtiggøre os og kunne ride på endnu højere niveau, så skal vi (alle!) igennem "kødhakkeren" – den dersens tingest, hvor vi føler os lidt på udebane og lidt for usikre.
Usikkerhed og udebane er adgangskravet til at lære noget nyt. Alle første forsøg føles sådan, så vi kan lige så godt få det overstået. Som jeg altid siger til mine Powerminders, så skal ingen, ej heller en Powerminder, være for fine til at fejle. Ingen er født bedre end andre, så fejl laver vi alle. Det er først der, hvor vi ikke mener, vi skal opleve frustration, uretfærdighed og afmagt, at problemet opstår. Det er nemlig ikke selve fejlen eller handlingen, vi er bange for. Det er følelsen, vi får, når vi laver fejlen.
Så konklusionen må være, at vi ikke bør være bange for at fejle, for det, vi i realiteten er bange for, er følelsen, der kommer ud af fejlen. Afmagt og frygt for afvisning hvis andre griner af os. De følelser er vigtigere at lære at regulere og turde føle end det at underspille sig selv ved ikke at tage chancer.
Tør du ikke tage chancer og springe ud i noget, der har potentiale for at blive superfedt eller superskidt i jagten på at blive klogere på dig selv og din hest, så begår du den største fejl af dem alle. Du stopper din udvikling.
Lær hellere, hvordan du tør føle alle følelser. Det er noget, vi arbejder enormt meget med i Powermind Academy. Det er så vigtigt at lære, for det gør dig frygtløs ift. at lave fejl.
Så mit råd til dig i dag er at tracke, hvad en fejl får dig til at føle. Hver gang du er bevidst om en fejl, du har lavet, så skriv følelsen ned. Efter to uger har den en lang liste af gentagelser. Det er nemlig de samme følelser, der går igen. Når du har dem, kan du gå i gang med at blive venner med dem, så du ikke er bange for, at de kommer og besøger dig. Gaven i det arbejde er, at du ikke er nær så bange for at fejle.
Rigtig god fornøjelse,
Anja fra Powermind Academy
Få flere tricks til ro i maven her: