Opdatering fra Forum for Hestevelfærd

14-03-2025 18:28

På et nyligt afholdt møde har Forum for Hestevelfærd drøftet opfordringen fra Det Dyreetiske Råd, der handler om lovgivning omkring brugen af heste i sport. Læs opdateringen herunder: 

Copyright Ridehesten.com
Der er netop kommet en opdatering fra Forum for Hestevelfærd. Læs den herunder. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Organisationerne i Forum for Hestevelfærd var enige om et konstruktivt engagement i den fremadrettede proces, der eventuelt kan lede til myndighedsregulering af området. 

Fra Dyreetisk Råds side er der peget på behov for uddannelseskrav til personer, der har ansvar for et erhvervsmæssigt hestehold samt medarbejdere i virksomheder med hold af heste. Der var i Forum for Hestevelfærd opbakning til denne udvikling henimod sikring af et rimeligt vidensniveau i det professionelle arbejde med heste. Lignende løsninger ses i varierende grad introduceret omkring produktionsdyr i landbruget, og Form for Hestevelfærd vil nu arbejde på hvilke konkrete modeller, der kan gavne på hesteområdet. 

Det Dyreetiske Råd har også haft stor opmærksomhed på doping og registrering af medicin i opfordringen til lovgivning. Forum for Hestevelfærds organisationer finder, at disse anbefalinger harmonerer med sektorens indstillinger, og ser positivt på at dette udmøntes i en regulering fra myndighedernes side. Den største opgave i den sammenhæng opleves at være registrering af medicin, som organisationerne kun oplever som positivt. Fra myndighedernes side engagerer man sig fra 2026 i registrering af medicinering på hesteområdet. I forlængelse heraf ønsker organisationerne i Forum for Hestevelfærd at udvikle løsninger til anskueliggørelse af medicinering før f.eks. anmeldelse og deltagelse i konkurrencer. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det sidste område, der fra Det Dyreetiske Råds side ønskes lovreguleret, vedrører træning og brug af udstyr. Organisationerne i Forum for Hestevelfærd er på de fleste områder meget enige i rådets indstilling, hvilket også afspejles i, at mange af forslagene allerede er håndteret i de enkelte hesteorganisationers reglementer. Det gælder eksempelvis forbud mod brug af tungebånd, regulering af brug af pisk og sporer, samt retningslinjer for næsebånd. På to områder mener Forum for Hestevelfærd dog, at der kræves mere nuanceret opmærksomhed, herunder en vidensbaseret tilgang, om hvad der tjener hestens velfærd. Det drejer sig om regulering af brugen af visse former for bid samt regulering af hoved- /halsposition, herunder definitionen af begrebet "bag lod". 

Forum for Hestevelfærd bidrager på baggrund af de fælles drøftelser med et seriøst og konstruktivt indspil til myndighedernes overvejelser omkring lovregulering. Det er dermed et ønske fra Forum for Hestevelfærd at sikre en nuanceret og evidensbaseret tilgang til velfærd i brugen af hesten til sport. 

På vegne af organisationerne i Forum for Hestevelfærd
Den Danske Dyrlægeforening, Hestens Værn, Dansk Varmblod, Dansk Islandshesteforening, Dansk Galop, Dansk Travsports Centralforbund, Dansk Ride Forbund, Dansk Ride-Instruktør Forening, Beslagsmede: Tekniq-Arbejdsgiverne, SEGES Innovation og Landsudvalget for Heste

/Pressemeddelelse

Annika Knudsen Lorentsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen