Thomas Bach Jensen
Jørgen Kold har heste helt inde under huden. Han er opvokset med væddeløbsheste og har selv både kørt løb og ridetrænet sine heste. Før jobbet hos SEGES Innovation har han dog slået sine folder i et helt andet miljø. Han gjorde nemlig karriere i EU-Kommissionen gennem et årti i Bruxelles og Luxembourg.
Da han ville tilbage til Danmark, var der ikke lang betænkningstid, da stillingen hos SEGES Innovation blev slået op. Chancen for at arbejde med noget, der virkelig interesserer, ville han ikke lade passere, og således blev han i april 2002 ansat hos det, vi i dag kender som SEGES Innovation. Der er han chef for en afdeling, der varetager koordineringen af det faglige omkring dansk hesteavl, formidler rådgivning og tilbyder stambogsføring til de danske avlsforbund
– Det er et super spændende arbejde, og vi har en meget stor berøringsflade. Ikke mindst er det fantastisk at arbejde med alle de passionerede kunder, fortæller Jørgen Kold.
Han kendes for at have sine kæpheste, og igennem sit virke hos SEGES Innovation, og sammen med resten af sektoren i Forum for Hestevelfærd, har han i mange år spillet en stor rolle i at få branchens vilkår på plads, og det har bl.a. ligget til grund for vigtige, danske lovændringer, der har kommet heste og hesteejere i Danmark til gode.
– Jeg synes, det var stort at få ændret den danske Købelov, så man i handel med heste kan undgå de ellers obligatoriske regler om forbrugerkøb, da reglerne slet ikke harmonerede med at handle levende heste. Det var det helt rigtige, og det var en stor landvinding, da det lykkedes, fortæller han og fortsætter: – I 2015 fik vi i sektoren i fællesskab ændret Loven om Hold af Heste, som var uvidenskabelig og skæv, hvilket var hæmmende for væksten i sektoren, så det er også noget jeg glæder mig meget over.
– Lige nu afventer vi muligheden for en ændring af Transportforordningen, og vi har allerede et ændringsforslag fra EU kommissionen, der kan komme til at give meget mere fornuft på området. Jeg har aldrig kunnet forliges med sådan en lovgivning, som jeg synes fagligt rammer helt forkert. Den er på ingen måde nyttig og gavner ikke hestevelfærd, siger han og tilføjer: – Vi har flere kampe foran os. Vi er bestemt heller ikke imponerede over kategoriseringen af landbrugsejendomme, og den bør landes et sted, hvor også produktion af heste i Danmark anerkendes.
Jørgen elsker at se de store forandringer, men understreger, at når man ønsker sig ændringer, så tager det tid. Der ligger f.eks. også meget arbejde i selve hestesektoren med at få rettet fokus ind, og det har været tilfældet de seneste år, hvor der har været øget fokus på velfærd i brugen af hestene til sport. Der er blevet revideret rigtig mange reglementer for hestesport og udstyr, uanset om det drejer sig om travløb, ridning på islandske heste eller dressur, hvor man har gravet dybt for at sikre, at hestens velfærd er i fokus.
– Den storm, som branchen har været trukket igennem, har været voldsom. Vi var ikke længere kun omgivet af positive fortællinger, så vi skulle hurtigt få skabt en vej i sektoren, hvor vi også udadtil kunne vise, at vi rigtig godt kan lide hestene og har velfærden i centrum. Jeg er ikke i tvivl om, at branchens organisationer i dag har væsentligt øget fokus på hestenes velfærd og trivsel, og sektoren er også landet et langt bedre sted i forhold til tilliden fra omgivelser og politikere, fortæller Jørgen og understreger, at når man udvikler sig i en ønsket retning, skal det være tydeligt for omverdenen, og man skal sørge for at holde snuden i sporet.
– Jeg synes, at vi i sektoren er rigtig gode sammen og godt kan finde ud af, hvilket retning vi skal udvikle os i for at sikre en bæredygtig fremtid med de heste, vi er så glade for, fastslår han.
Vi ønsker stort tillykke med Jørgen Kolds 60-års fødselsdag lørdag den 20. december.