Online informationsmøder omkring Herpesvirus

11-03-2021 12:07

Dansk Rideforbund vil den 15. og 18. marts afholde to online informationsmøder med DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl og Elitechef Kimi Nielsen, hvor man kan blive klogere på den nuværende situation med herpesvirus

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock

De seneste uger har herpesvirus helt naturligt haft et stort fokus i ridesporten, efter et stort udbrud af den aggressive EHV1 er blevet konstateret på stævnepladser i Spanien. Kunne du tænke dig at blive lidt klogere på situationen, eller er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, så deltag i et af Dansk Rideforbund to online informationsmøder hhv. den 15. og 18. marts, hvor DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl og Elitechef Kimi Nielsen vil give en status samt svare på spørgsmål.

Dansk Rideforbund får forståeligt nok mange spørgsmål om alt fra karantæneregler og forebyggelse til vaccinationer og typer af herpesvirus, og de forsøger løbende at svare på dem samt opdatere afsnittet om herpesudbruddet på vores hjemmeside. For at sikre sig, at så mange som muligt får svar på konkrete spørgsmål, har DRF arrangeret to online informationsmøder med DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl og DRF’s Elitechef Kimi Nielsen.

Møderne er åbne for alle og finder sted via Teams mandag den 15. marts og torsdag den 18. marts – begge dage fra kl. 19.30-20.30. Tilmelding er ikke nødvendig – du skal blot følge ét af de nedenstående links for at deltage i det ønskede møde.  

Deltag i møde den 15. marts kl. 19.30-20.30 HER.

Deltag i møde den 18. marts kl. 19.30-20.30 HER.

Møderne vil blive optaget og lagt på Dansk Rideforbunds hjemmeside efterfølgende, så det vil være muligt for dem, der ikke kan deltage, at få adgang til informationerne.  

/DRF

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner